Kronprins fylder 40 – Christoffer Egelund

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni. Foto: Kristine Fryd

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni.
Foto: Kristine Fryd, 2018

Gallerist Christoffer Egelund, København, fejrer 40 års fødselsdag – fredag 15. juni.

Det begyndte i Æblegården i Søllerød, hvorfra forældrene Egelund i starten drev galleri. I hjemmet kom en række af de koryfæer, som i dag figurerer på landets kunstmuseer. Kurt Trampedach, Jens Birkemose, Carl Henning Pedersen, Per Arnoldi, m.fl.
Nogle af dem boede der ligefrem i perioder, og sammen med dem sad Egelund Junior og tegnede ved morgenkaffen. Det kreative talent blev næret, men derfor valgte Christoffer Egelund nu ikke selv at gå kunstnervejen. 

Siden 2003 har Christoffer Egelund været optaget af at bane vej for talenter, skabe platformen, og formidle unikke kunstoplevelser. Gennem årene er Christoffer Egelund i stedet gået igennem de arbejdende kunstneres værksteder på bl.a. Kunstakademierne, på messer i New York, Miami, Palm Beach, Chicago, London, Paris, Köln, Berlin, Basel, Barcelona, Bruxelles, Madrid, og har spottet kunstnerisk potentiale.

Gerne talenter med modet til at gå ind i det eksperimenterende, som fx ved udstillingen i 2011 med Theis Wendt, hvor hele galleriet i Bredgade blev malet kulsort, og hvor kunstneren kom ind med en serie banebrydende værker, der gik i en helt anden retning, end man tidligere havde set fra Wendts hånd. 

Udstillingsview - Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.  Foto: Anders Sune Berg

Udstillingsview – Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.
Foto: Anders Sune Berg

Her var der ridset abstrakt ind i store glasplader, og glasstøvet hang endnu på de sarte overflader. Når publikum så uafvendeligt rørte derved, blev de fortællingens medskabere og puffede værket videre.
– Det er sådanne ideer, der kalder engagementet frem hos Christoffer Egelund. I essensen driver det meget af synergien frem, alene det at komponere udstillinger. Sideløbende med de første udstillinger skabte Christoffer Egelund ShopEditions, en platform, der formidler original grafik af udvalgte kunstnere.

I en årrække var der et makkerskab mellem junior og senior i Galleri Egelund og Galleri Christoffer Egelund, hvor arvefølgen lå lige for. Men, somme generationsskift sker ikke uden sværdslag, og for et par år valgte Christoffer Egelund at trække sig og virke som selvstændig konsulent og kunstformidler.

Generationsskiftet er siden indtrådt, og Christoffer Egelund er tilbage i Bredgade 75, hvor han bl.a. samarbejder med exclusive designvirksomheder som italienske FLOS, B&O, Louis Vuitton, modemagasinet Vouge og eksperimenterende talenter indenfor møbelformgivning med mere. Det sidste har affødt etableringen af Designshoppen The Station i Humlebæk i samarbejde med David Ritter. 

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75. Foto: Kristine Fryd

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75.
Foto: Kristine Fryd, 2018

– Skulle han have valgt at tage ud ad andre tangenter, var det nok blevet indretning og design, som udover mode og mad er endnu en passion hos Christoffer Egelund, beretter kæresten gennem 17 år, Kristina Kusk Egelund, mor til deres tre piger på 6 + 6 og 10 år. Når fødselsdagen indtræffer er hun netop blevet hans ægteviede hustru. De valgte at fejre livet og kærligheden og holdt bryllup den 2. juni.

Privatlivet værnes der ellers om. Galleristen nyder at kunne trække sig tilbage og være noget for sine nærmeste, når de udadvendte, engagerende og ofte festlige arbejdsdage er ovre i galleriet, som har været hans platform igennem 15 år. 

Når Christoffer Egelund i anledning af fødselsdagen skuer ned over den liste af kunstnere, han hidtil har samarbejdet med, så kommer der et på én gang beskedent og begejstret SE! Lige! Og listen er imponerende, og lang – men, ingen nævnt, ingen glemt. Listens fortsættelse bliver givetvis en inciterende og eksperimenterende indsats på kunstens scene. 

TILLYKKE!

Af INGE SCHJØDT
inge@komkunst.dk // tel 29 64 92 21

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar