Fra pensel til Ipad – Marie Bjerre

The Bird Collector - Moronoa - Marie Bjerre

The Bird Collector – Moronoa – Marie Bjerre

Når man går helt tæt på og betragter gengivelsen af blonder, blomster, guldfisk og ædle perler, så dukker der overraskende, bizarre indslag op i hårpynt og påklædning hos de fire forunderlige, digitale kvindeportrætter, som fanger blikket på udstillingen Summertime’18 hos Galleri Christoffer Egelund i København. De fire runde kompositioner, skabt af kunstneren Marie Bjerre, leder et øjeblik tankerne hen på latinamerikanske Frida Kahlo, men universet er magisk og moderne på en helt anden facon.

Marie Bjerre løfter sløret for sin interesse for identitet, traditionelle ritualer, kunstfærdigt kvindepynt, og for sin fremgangsmåde, der delvist er digital, da vi træffes ved ferniseringen på Summertime’18. Billedernes form og kunstnerens kilder kalder på et nærmere indblik.

Rum // Tid // Proces
Marie Bjerre beretter, hvordan hun fik et benspænd, som betød, at hendes kunstneriske praksis flyttede ind i et fortrinsvis digitalt univers, da hun blev mor til et barn med nogle særlige udfordringer. Her var der ikke længere tid og plads til at male og tegne, som hun altid har gjort, men behovet for at skabe er intakt.

Det vilkår har hun derfor udviklet gennem de seneste fire år ved at kombinere håndværk, fotografi og digitale platforme til et unikt kunstnerisk udtryk. 

Little Kisses - Moronoa - Marie Bjerre, 2018

Little Kisses – Moronoa – Marie Bjerre, 2018

– Jeg har altid godt kunnet lide at pusle med små ting, at brodere, at læse gamle naturbøger og at fotografere, så jeg har et ret stort fotobibliotek med egne motiver. Eksempelvis er hjorten i håret på Little Kisses en, jeg fotograferede i haven for en del år siden.
– Andre elementer, som smykkerne i mine billeder, har slet ikke set sådan ud. Det er typisk dele af smykkerne, jeg har taget billeder af, og så har jeg malet og tegnet motivdele til. Stoffet med de farverige pailletter er også mit eget forarbejde til billedet Unnatural Habitat.

– Jeg holder meget af at brodere, og af hele processen i sig selv. Billederne bygger jeg op af mange lag i en collageteknik på Ipad, hvor jeg manipulerer og tegner motivet sammen. Det tager virkelig lang tid at komponere hver enkelt værk.
– Heldigvis opdagede jeg programmerne her, da det ikke længere var muligt at stå og male, og det så jeg som en mulig vej frem.

Den pæne pige
Der er noget foruroligende over ansigterne på udstillingen. Trods alt det lyserøde, pynten og den smukke overflade, så emmer de af intensitet, af gedulgte fortællinger, af noget, man ikke sådan lige bliver færdig med, hvis man ellers tør lade blikket blive ved motiverne.

I billedet The Bird Collector holder kvinden en sart lille fugl i hånden indenfor en glasfacade, der sætter skel mellem natur og unatur. Med sin røde mund, hvide blonder og det sorte hår ser kvinden eventyrlig ud, og hun har et hjertesmykke, som ellers skulle borge for det blide og velgørende. Men munden og øjnenes farver afslører, at ikke alt måske er så yndigt her. 

Unnatural Habitat - Moronoa - Marie Bjerre

Unnatural Habitat – Moronoa – Marie Bjerre

Kvinden i Little Kisses har også en fugl i hånden, som hun løfter for at kysse. Men dragten er sort, i håret vokser den giftige Fluesvamp og omgivelserne består af kødædende planter, så her er heller ikke helt rart at være. Modellen med den pailletbroderede silkedragt på Unnatural Habitat er ligeledes sat ind – måske endda spærret inde et tvetydigt sted, hvorfra hun kigger mod os gennem en stime af Guldfisk.

– Jeg kender selv følelsen af, at være forkert placeret, så motiverne er som sådan ikke koblet væk fra mig selv, fortæller kunstneren. Ansigterne ser kønne ud, ja, men samtidigt er der et eller andet bagved. Noget mærkeligt, mystisk, ubehageligt under overfladen. Hos den Pæne Pige er der mere end det, man umiddelbart ser, siger Marie Bjerre.

– Jeg er fascineret af, hvordan piger pakkes ind i forskellige kulturer, bl.a. også i rituelle sammenhænge. Her er en skønhed i det okkulte, her er masser af symboler, fortællinger og vandrehistorier, og jeg bygger stille og roligt min egen symbolik ind i mine motiver, fortæller hun.

Marie Bjerre er født 1975, har været elev på Holbæk Kunsthøjskole, og har i årevis malet, tegnet croquis med mere. Med i sin bagage har Marie Bjerre en familie, som gennem generationer har samlet på fine ting, og flere arbejder inden for musik og performance. Hun bor i Horsens, og arbejder i dag som sygeplejerske. Men det må siges, at hun gennem sin kunst elsker at udfordre myten om Florence Nightingale. 

Hideaway - Moronoa - Marie Bjerre, 2018.

Hideaway – Moronoa – Marie Bjerre, 2018.

Det digitale galleri
– I lang tid var mine arbejder reserveret for mig selv, indtil jeg opdagede Instagram, og hvad det kan. Det var også ad den vej, gallerist Christoffer Egelund fandt mig og kontaktede mig, og det er nu tredje gang, jeg er med på en udstilling i galleriet.
– Via Instagram har jeg fået ganske meget respons på mine motiver. Fortrinsvis fra USA, hvor jeg har mange følgere på min profil @moronoa. Jeg har haft 6 sider i Basic Magazine fra Los Angeles, som er et trykt magasin, der forhandles i hele verden og beskæftiger sig med kunst, fotografi og mode, samt billeder i et argentinsk magasin.

Jeg har også samarbejdet med danske Enfants Terribles Magazine alias Celina Hallas og Søs Ulldal-Ekman på deres magasin, målrettet moderne mødre, fortæller Marie Bjerre. 

Flere har spurgt, om de må reproducere kunstnerens motiver i forskellige sammenhænge, med det er Marie Bjerre ikke glad for. Hun ønsker ikke at masseproducere.
– Jeg ønsker kvalitet i mit arbejde, så jeg får trykt motiverne i ganske få, nummererede eksemplarer. Det er jo dejligt og spændende at være med på udstilling og at få dialogen med publikum, når drømmen om at kunne leve som kunstner er til stede, slutter Marie Bjerre. 

Summertime 18 - fire kvindeportrætter af Moronoa - Marie Bjerre. Privatfoto.

Summertime 18 – fire kvindeportrætter af Moronoa – Marie Bjerre. Privatfoto.

Udstillingen Summertime’18 varer frem til 25. august.
Galleri Christoffer Egelund, Bredgade 75, 1260 København K 

Marie Bjerre kan følges på Instagram her: http://instagram.com/moronoa
NB Klik! på billederne i artiklen for bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // for Kunstavisen.dk 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar