Renskåret nødvendighed – Lene Juhler

Barndommen må ikke betrædes, 2020

Skabertrangen er som åndedrættet // overlevelse
– portrætsamtale med Lene Juhler, Vejle

Energien sitrer og stråler ud i det sekund, Lene Juhler åbner døren til sit atelier i Borgvold ved Banegårdspladsen i Vejle. Her råder hun over to gode rum, som afspejler to af de kunstneriske hovedspor, hun har udviklet, og rundhåndet deler ud af.

Det ene spor er det personlige, kunstneriske udtryk, som begyndte i barndommens tegninger, og som har taget adskillige hårnålesving efter uddannelsen til tekstildesigner fra Kolding Kunsthåndværkerskole i 1984.

Det andet spor er fyldt af performance, sociale interventioner og kunst i det offentlige rum, som oftest i samarbejde med enten helt tilfældige buspassagerer, værtshusgæster og skolebørn. Eller andre professionelle aktører som hende selv. Der iblandt søsteren, socialfaglig konsulent Sanne Juhler Hansen, og fotografen Britta Egebjerg, som er medskaber af Kunsthal Vejle – en forunderlig blå smørrebrødsautomat ved Vejle Banegård.

Vævede malerier
I værkstedet er Lene Juhler i fuld gang med en ti år lang planlagt udforskning af form og farve. For tiden væver hun sine malerier af smalle strimler af lærred, der enten kan være malede forgrunde eller genbrug af tidligere malede værker, som strimles op og skæres til i det ønskede format.

Vævet maleri af Lene Juhler

De vævede malerier fremstår på én gang rolige, grundet væveteknikkens stringens, og samtidig livlige i kraft af de farvespil, der opstår.
– Jeg har det med at sætte nogle benspænd op for mig selv, fortæller Lene Juhler om sin proces. Og proces er et nøgleord, der går igen. 

– Det var den dygtige, fynske Nina Ferlov, som i sin tid fik givet mig lysten til at gå kunsthåndværkervejen.
Men efter uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen sprang jeg væk fra den udstukne linje, der mest sigtede mod industrielt design.
– Det opfyldte bare ikke den indre nødvendighed hos mig.

– Jeg skar helt ind til benet, til blyant og papir.
Jeg fik nogle værker igennem nåleøjet til Kunstnernes Påskeudstilling et år, hvor Anders Kirkegaard var censor. Så følte jeg, at kursen var god nok.
Derefter satte jeg mig for, at jeg ville lære at male for alvor. Og i to år undersøgte jeg landskabsmaleriet. Dels gennem egen praksis, og dels gennem al den litteratur, jeg kunne finde.

Herefter fulgte udstillinger, gallerikontakter og alt det, der hører til. Også nogle af de skyggesider, der sikkert er i enhver branche. Og så skiftede jeg arbejdsfelt, fortæller Lene Juhler. 

Mælkebøttebørn
– Ved du, at hjernen er bygget sådan, at centeret for overlevelse og modstandskraft, det ligger tæt ved centeret for kreativitet? Når centeret for overlevelse aktiveres, så bliver centeret for kreativitet ofte stimuleret samtidig, fortæller Lene Juhler.
– Også af og til overstimuleret, lyder det, fulgt af et lynende blik.

Det vil jeg gerne tro.
Ja, faktisk er det ganske logisk, når man ser en barnlig spilopmager for sig, som gør krumspring for at slippe om ved nogle af livets forhindringer. De kan være såvel fysiske, som mentale – ordblindhed – er et af de træk, der falder mig ind. De kan være sociale, familiemæssige og være ganske blokerende for den enkelte. Her træder kreativiteten ofte ind.

Lene Juhler deler nogle momenter fra barndommen, hvor familien faktisk boede i Djævlekløften i Vejle, og modnede hendes personlige modstandskraft, som et mælkebøttebarn, der brød asfalten.

Sammen med søsteren Sanne Juhler Hansen skabte kunstneren i 2012 projektet Barnets stemme, som dels var en udstilling og foredragsrække på Vejle Kunstmuseum, og dels i 2014 var en kunstnerisk performance, der på sin turné rundede Christiansborg, og der fik adskille politikere i tale med Mælkebøtten som gennemgående element, og symbol på, hvad børn har brug for.

Just passing by – Lene Juhler

Udsyn // indkig
I atelierets andet rum viser Lene Juhler sit seneste offentlige projekt.
Just passing by, hedder det vinduesrum, der her er blevet til et udstillingsrum, som taler til stedets forbipasserende. For tiden ses her: Barndommen må ikke betrædes.

Vi taler om Juhlers kommende kunstprojekt om barnebrude, og de arrangerede ægteskaber, der som regel er sat i scene af kvinder. – Hvilket overrasker de fleste med en dansk, pædagogisk tilgang.

– Hvis man er blevet ramt på sin seksualitet, så er det noget af det værste, der kan overgå et menneskes personlighed. Det er så skadeligt. For empatien brydes ned, forklarer Lene Juhler som argument for, at skikken lever videre gennem generationer af kvinder, der ikke skåner deres egne døtre.
– En kunstnerisk tilgang kan tilbyde tolkning, og indgyde mod til forandring.

Kunst // natur // kærlighed
Det at tegne, det er os så grundlæggende, det er os iboende, fortæller Lene Juhler.
– Ethvert barn kan tegne, og det rører og rammer noget indeni.
– Det så og hørte jeg i samtalerne med de buspassagerer, jeg tilbød et ark tegnepapir og en croquismodel på en tur i en almindelig bybus. Nogle fortalte bagefter, at de var overraskede over, at den blokering de havde i forhold til at tegne, ligesom var forduftet.
Gennem kunst, natur og kærlighed når man ind til de grundlæggende elementer, der taler til kernen, til det humane i mennesket, fastslår Lene Juhler.

Kunsthal Vejle – foto Jonna Pedersen

Læs mere www.lenejuhler.dk
– om Kunsthal Vejle, Barnets Stemme,
udstillinger i ind- og udland, bl.a. i Japan og USA.

Gruppeudstillinger på bl.a. Brandts 13
og Kastrupgård Samlingen DEN SORTE SKOLE,
Fyns Grafiske Værksted 40 år.
Kunstpakhuset Ikast og Kirsten Kjærs Museum
DET DER IKKE BLIVER SAGT.
Flere separatudstillinger, bl.a.:
Johanne-Christine på Vejle Kunstmuseum. 

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen 03/2020 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar