Se, min kjole, den er grøn som alt andet

Roland Schneidereit – Samtalen, 2020

Replik til samtidens algoritmer: Er det sundt, når der lægges ensrettende filtre ned over nærmest alt, politisk såvel som kunstnerisk?

Det er nyhedsbrevet med Skovhusets nye vision, der slår hovedet på sømmet. Men det er ekkoet fra Folketingsvalget 2019, og der imellem en stribe begivenheder på kunstscenen og i debatten hen over efteråret 2020, der har fået klokkerne til at bimle. Hvad er det, der sker med samfundets diskurs? Er det sundt?

Det er som om, der bliver lagt nogle filtre ind, og vi lader os styre af moderigtige algoritmer, så det, der er i tidsåndens her-og-nu-fokus forstærkes. Det ensretter, og stiller krav i et tempo, der lader én stå rystende tilbage, som en novice udi vinterbadning.

Klimavalget, kom det til at hedde, det Folketingsvalg, der Gud-ske-tak-og-lov bragte et systemskifte i 2019. Her stod valget ikke mellem rød eller blå blok, nej, der blev valgt GRØNT, for kursen skulle lægges om.

Men, klima har det hele endnu ikke handlet om. Der kom en Coronaslæde i vejen. På samme måde, som der landede en Finanskrise i armene på en håbefuld præsident Obama og på statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin tid, der gjorde det vanskeligt at indfri de løfter og visioner, de var gået til valg på. Virkeligheden overhalede indenom.

Men, mens regeringen anno 2021 og sundhedsmyndighederne, og alle samfundsbevidste borgere bekæmper Corona, så spirer den grønne dagsorden, og formerer sig ved knopskydning i alle retninger. Det samme gør enkelte andre temaer, der drejer fokus 180 grader, og fornyer en outdated dagsorden indenfor #herredømme, #ligestilling, #køn og #kolonistyre.

Lars Heiberg – Camouflage, 2020

Men, det virker ikke lige sundt, alt det der foregår. Der er en redundans, en ekkoeffekt, en ensretning af præmisser, som udstrækkes, næsten til kvalmegrænsen.

Her-og-nu med tilbagevirkende kraft
En journalist ringede og spurgte, hvordan det mon går med Falloskunsten, her efter #MeToo vækkelsen? Som om kunstscenen skifter g-streng i samme tempo som Side 9-pigen, og omredigerer indhold efter formiddagsbladenes spisesedler?

Ros fortjener Sophie Lindes tale, og ros fortjener IDOART, som i årevis har rejst debatten om ligestilling. Terningerne er kastet i Sexismespillet på udstillingen Testimony i Kunsthal Vejle, og i Aarhus skifter Kvindemuseet navn. Debatten har fået momentum, og der er et tiltrængt generationsskifte i gang på herretoiletterne.

Carsten Krogstrup – view fra Den Vågne Drøm

En anmelder besøgte en udstilling med nysurrealisme, og kritiserede stramt en serie værker i lyset af #MeToo, selvom værkerne var blevet til i en ganske anden kontekst.
En museumsdirektør må stå på mål for en udstilling med to giganter, to (uha!) mandlige kunstnere, der er arrangeret med en helt anden vinkel end alt det, der presses ind under ligestillingsdebatten på museerne.

Vi må være opmærksomme, når kikkerterne efterhånden reduceres til soloprismer!

Ind med bæredygtigheden
Jeg kan ikke svare entydigt på, om det er sundt, med de omsiggribende grønne temaer og trends. Der er ingen tvivl om, at naturen og klimaet fortjener bevågenheden, at ændringen i machokulturerne er på høje tid, og at alle har gavn af bevidstgørelsen. Men, der må spidses penne og hovedpuden må rystes. Ellers bliver vi forført, og bliver blot handlingslamme, døvstumme tilskuere.

Personligt handler det for mig om, at nakkehårene kommer til at rejse sig og smagsløgene slappes, hvis der står #klima og #natur, #MeToo, #krænkelse, og lignende overalt, hvor jeg vender blikket hen. Jeg skal overbevises om, at der vitterligt er substans i brødteksterne, og at der er nuancer at blive klogere på gennem den kunstneriske praksis.  

Jeg venter i spænding på Skovhusets kommende udstillinger under ledetråden kunst og natur, på Arkens Blomsten i kunsten, på Trapholts Tæt på Træer, og på kommende galleriudstillinger i grønne klæder. Må de blive nærende fiberrige, og gerne meget mere end et kommercielt filter, der lægges over alt i forventning om opmærksomhed.

Jeppe Lauge – Portrait of a Tree, 2020
foto: Annegrethe Davis

Håbet er lysegrønt!

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, februar 2021

Klik på illustrationerne, og få en bedre gengivelse.

Posted in Uncategorized.

Leave a Reply