Rumlig forankring – Klein, Abrahamsen

Rumlig forankring – skulptur af Lars Abrahamsen

Hørsholm Kunstforening byder på en sand perle af en udstilling i Fuglsanghus

Den prisbelønnede fotograf Kirsten Klein er kendt for sine sublime, stemningsfulde landskabsmotiver. Hun bor på Mors i Limfjorden, hvor der er højt til himlen og ikke ret langt til havet, og elementerne optræder storslåede og med den sarteste nuancering i hendes værker.

Billedhugger Lars Abrahamsen er ligeledes uddannet fotograf, men det er en anderledes form for registrering, oftest manifesteret i træ, sten og metal, der udgør kunstnerens kommunikation med verden.

Lars Abrahamsens skulpturer og Kirsten Kleins fornemmelse for landskab går godt i spand på udstillingen Rumlig forankring hos Hørsholm Kunstforening. Billedhuggeren og fotografen har sammen valgt udstillingens idé og titel, og udfolder den i fællesskab på fornem vis i husets to etager.

Materiens poesi
Det første rum i kælderen opleves som udstillingens maskinrum med Lars Abrahamsens konkrete og monumentale skulptur i bemalet træ – Snegalle, der står støt som en strandet skibskøl. Man må gerne røre den og banke på den.

Rundt om skulpturen viser Kirsten Klein sine fine billeder, udvalgt således, at det er motivernes sanselige strukturer, der fører fra det ene til det næste.

Fotografier af Kirsten Klein

De visuelle kvaliteter kommer vitterligt til deres ret, frem for en stum opremsning af motiver fra samme lokation.
Præsentationen af kunstnernes værker fortsætter i smuk samklang i kælderens øvrige rum. I stueetagens stuer kalder Abrahamsens skulpturer på opmærksomheden, centreret fra ende til anden med Mesterhak, Urvolvo og Stråletorso som de mest tydelige.

Beåndet natur
Begge kunstnere har blik for ånden i naturen, og skildrer gerne fuglenes sjælfulde vingefang. Et helt rum i stueetagen er befolket af næbbede væsner. Som observatør for Skov- og Naturstyrelsen på statens reservater; blandt andre Tipperne, Vejlerne, Vorsø, Hirtsholmene og Christiansø har Lars Abrahamsen et reservoir af erfaringer at trække på, som spejles i værkerne.

Kleinsk blik for fugle

Begge kunstnere mestrer variationer af fremgangsmåder. Lars Abrahamsen har senest taget polyester og gummi i brug i sin udforskning af rumlig form og flade. Og i bogen Må gerne berøres, udgivet i samarbejde med digteren Eske K. Mathiesen (1944-2021), fusioneres sprog og figurer med rustik humor.

Fra slutningen af 1980’erne arbejdede Kirsten Klein med gamle fotografiske teknikker som platintryk og cyanotypi, og i dag er det Pinhole og Camera Obscura, der er med til at fremkalde gråtonerne i den særligt Kleinske melankoli.

Den generøse udstilling med mere end 60 fotografier og næsten 30 skulpturer kan varmt anbefales. Tak til Hørsholm Kunstforening.

Fuglsanghus – Hørsholm Kunstforening
Gl. Hovedgade 2 – Hørsholm
Frem til 16. oktober

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 – september 2022

Kirsten Klein – Vindformet hegn i Sydthy

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar