Atomkraft på Thyholm

Bruno Nordensgaard modtager donation fra Sparekassen Thy

Fusioner af kraftfulde atomer sker der rigtig mange af i anlægget ved Mississippi Kunst & Kultur, som netop har fejret kunstudstilling nr. 50 og åbningen af en ny facilitet på stedet

Overdrivelse vækker opmærksomheden, og det kan godt siges alene om navnet Mississippi – Kunst & Kultur. Den bemærkelsesværdige institution på kunstscenen under det overraskende navn finder vi så langt vest for Louisiana Museum of Modern Art, som man næsten kan komme. Nemlig i Odby Gamle Friskole på Thyholm, lidt nord for Struer. 

Rammerne er nok mindre og mindre prangende, men ambitionerne er i sig selv ikke meget mindre end dem, der gælder for det danske hovedmuseum på djævleøen.
– Her handler det om at få det mest mulige ud af eksistensmulighederne, og at tilbyde et kulturinteresseret publikum energi fra de inderste kilder.

Siden 2015 har et anseeligt antal kunstnere udstillet, fordelt i stedets forskellige bygninger og i tætpakkede sammensætninger, eksempelvis ved den årlige, censurerede udstilling, der finder sted i forsommeren.

Daglig leder er Bruno Nordensgaard, som i en menneskealder har arbejdet med avisproduktion og systemudvikling – en ildsjæl af de sjældne, uden hvem, der ikke var et sådant kraftværk på Thyholm. Han sekunderes fornemt af en kvalificeret kreds af frivillige, der sætter udstillingerne op og passer huset.

Shelters ved Mississippi

Mississippi Kunst & Kultur fejrede 1. oktober udstilling nr. 50, og den åbnedes med sang og musik ved koret Opus 7790, som fremførte lyse toner af Johannes Møllehave og Anne Linnet.

– Fuldt fortjent stillede det lokale pengeinstitut Sparekassen Thy op med en check på 25.000 kr, og et håndtryk ved jubilæumsfesten. 

Derpå indviedes en ny facilitet – Mississippi City Station – med ventesal og overnatningsmuligheder.

Skolens gamle cykelskur er blevet omdannet til shelters, hvor besøgende på langfart kan leje sig ind i, og sove i frisk luft med udsigt til den Thyholmske udgave af Mælkevejen.
– Vi er i det mørke, tyndtbefolkede Vestjylland, hvor en åben nattehimmel kan synes aldeles overvældende i sin storladne skønhed – hvad end blæst og skyer suser forbi, eller stjernerne får lov at træde frem i millionvis for vort blik. 

Udstilling nr. 50 på Mississippi
Der er seks medvirkende kunstnere på jubilæumsudstillingen – Efterårsudstillingen 2022.

Kunstneren Faire har arbejdet på Grønland i tre måneder, og viser en serie motiver, hvor hundelivet er i fokus.

Faire – Sled dogs, 2022

Det dramatiske landskab, isfjelde og hvalturister fylder andre lærreder og ses i oliekridt på papir, som er et velegnet medie for den unge kunstners karakteristiske streg.
– Flere vil kende Faire fra Art Herning og fra udstillinger i København, hvor det også sker, at hans signatur dukker op på murværk, fx på Refshaleøens gamle B&W bygninger. 

Har hånden forstået, hvad øjet har set?
Overskriften her er et citat fra billedhuggeren Rodin, som har inspireret kunstneren Jens Bredholt. For ham er det i høj grad stregen og måden, der er omdrejningspunktet, frem for motivets figurative indhold.

Jens Bredholt – Ko og Krage

Med pudsige maskiner ridser han motiver i træ, i den modstandsdygtigt glaserede keramik og på lærred. Her indfanger Bredholt essenser af tangodansen, af naturen og dyrelivet i sitrende bevægelse.

Jens Bredholt bor i Nykøbing Mors og arbejder om sommeren i Klitmøller på Thylands yderste – og efterhånden fashionable – vestkyst, hvor bølgerne lægger op til surfing ved Cold Hawaii, og startup-virksomheder forvandler strandet plastik til nye produkter. Der er masser af energi og udvikling i Thy.

Paris – Provence
Anderledes blidt tager Jette Bækgaard på penslen, når hun skildrer blomstermotiver fra ophold i Provence, men det veksles til en registrerende realisme af de parisiske gader i Marais-kvarteret, hvor ikke alle har til dagen og vejen.

Jette Bækgaard – Paris Marais

Den gamle gymnastiksal deler Jette Bækgaards malerier med keramiske skulpturer af Susanne Moeskjær, som mimer naturens undere og kulturens ditto i rustikt stentøjsler.

Hønsegården og Skolegården
Ganske finurlige og herlige er kunstneren Anne Mette Markussens figurer fra Hønsegården.
– Jeg hedder Anne Mette. Jeg bliver kaldt Mette – og somme tider også andre ting, som nu har fundet vej som titler på figurer af bronze eller papmarché: Store Ko, Dumme Gås, Lamseben, Gamle Krage osv.
– Meget har man skulle finde sig i gennem tiden, men det er slut nu. I stedet omsættes forulempelserne til værker, der punkterer den dårlige stemning, fortalte kunstneren ved åbningen.

Maja Vendelbo – Mor og barn

Og sidst – men ikke mindst – finder vi Maja Vendelbo i pavillon bygning D på den anden side af skolegården. Maja Vendelbo skildrer menneskemøder og klassiske opstillinger i en fornem og frisk koloristisk palet.
Til hverdag underviser hun i klassisk tegning på The Drawing Academy i Viborg. Selv har hun modtaget undervisning på Academy of Fine Arts i Skt. Petersborg, hvilket forklarer de vellignende motiver.

I selve skolegården finder vi udendørs skakspil og nogle tårnhøje robotter, skabt med fantasi af skrot og dippedutter. Dem fandt Bruno Nordensgaard et sted i udkanten, og fik dem anbragt i sikkerhed i sit kraftværk for kunst og kultur.

År for år vokser stedets udbud. Snart kan vi sige goddag til events med børneteater og dukkespil.
– Og hvem ved, hvad det nyindbragte klaver fremover kan give klangbund til?

I jubilæumsgave kunne man godt ønske for Mississippi Kunst & Kultur, at en kreds af købestærke gæster, fonde og erhvervsvirksomheder fik øje på den vedvarende energi, der strømmer ud herfra.
– Det kunne være en tiltrængt løftestang for de medvirkende kunstnere og for ildsjælene på Thyholm, der arbejder for almenvellet. 

Mississippi Robot 2022

Men her er pengene ikke altafgørende. Det er den gode idé.
Tillykke med jubilæet og udstilling nr. 50.

Mississippi Kunst & Kultur
Jupitervej 26 – Uglev, Thyholm
Frem til 6. november

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2022

Faire – Icefjord Ilulissat

 

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar