Porcelænsmesteren Bodil Manz brillierer i Bredgade

Bodil Manz – Thin as Paper 2024

På soloudstillingen Thin As Paper lancerer Bodil Manz nye, sublime arbejder i det ældgamle porcelænsler

– Leret er mit materiale. Det holder mig levende, siger 81-årige Bodil Manz i præsentationen af soloudstillingen THIN AS PAPER hos Galerie MøllerWitt i København, og hurra for det!

Hvordan bærer hun sig dog ad? – Sådan spørger man uvægerligt sig selv ved mødet med de imponerende elegante, hvide og papirtynde cylindre i porcelæn, som nærmest bæres oppe af de grafisk udskårne, transparente, farvede felter.

– Jeg betragter cylinderen som et stykke papir, hvorpå jeg hele tiden kan udtrykke mig, i forhold til, hvad jeg oplever, og hvor jeg er i livet. Hver cylinder skal mange tanker og tekniske trin igennem, før jeg slipper den fri, fortæller hun.

Indsigt og udsyn

Med udsyn og indsigt henter kunstneren sin inspiration fra forskellige verdensdele.

Fra europæiske designmæssige højborge, som det 20. århundredes Bauhaus Skole, hvor Less is more – doktrinen har influeret på alt fra arkitektur, tekstil og møbeldesign – til den abstrakte billedkunst får Manz en del af sit formsprog. Og fra porcelænets hjemlige himmelstrøg i Japan og Kina flyder farveelementer og færdigheder naturligt ind i kunstnerens arbejde.

Bodil Manz – Japanese Red

Titlerne giver os nogle fingerpeg, og oplevelsen falder på plads i mødet med navne som Dessau, Japanese Red, Raindrop og Construction with Red – ved synet af de enkle former og udvalgte farvefelter. Det vil være forkert at kalde disse for dekorationer, idet de kompositorisk har en langt mere integreret betydning end blot overflade.

– Lys gennem den halvtransparente skærv er en vigtig komponent, som samler inder- og yderside til en sammenhængende komposition, forklarer Bodil Manz.
Går man helt tæt på, venter der betragteren netop denne sjældne helhedsoplevelse.

– Det tekniske og det kunstneriske krydser hele tiden spor, og begge ting skal lykkes samtidig, før man er i mål, udtaler Bodil Manz.

Bodil Manz – Construction

I mål, det kommer hun gang på gang, takket være den livslange passion og keramikerens rolige vedholdenhed.

Det er en imponerende smuk udstilling i Galerie MøllerWitts delikate opsætning.
Senere på året fortsætter den til Kolding og Trapholt Museet.

Galerie MøllerWitt
Bredgade 67, København
Frem til 20. april

…..

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2024

…..

Bodil Manz – Dessau, Arabian form

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar