Annegrethe Davis fejrede 1. maj 25 års jubilæum som gallerist i Bredgade i København. Her repræsenterer hun danske og internationale kunstnere, viser glaskunst og keramik og skaber udstillinger og events, ofte relateret til udenlandske ambassader, baltiske og nordatlantiske repræsentationer.
Annegrethe Davis har gennem årene præsenteret en bred vifte af udstillinger fra klassisk modernisme, over 1980’ernes poetisk-narrative fortællinger til de lærde figurative realister i udstillingsrækken Realistisk Set.
Hun har åbnet galleriet for unge talenter med rødder i graffitikunsten, såvel danske Næblerød, som svenske og islandske malere, og hun har taget klimadiskussionen I Sagens Natur.
Annegrethe H. Davis fik grundlagt sin interesse for kunst fra 11-års alderen, idet hendes far, Kurt Hansen drev Bredgade Kunsthandel i København. Her lærte hun lærte indramning, og mødte talrige af tidens kunstnere. Efter studentereksamen arbejdede hun med kunstformidling i USA og Tyskland.
I 1999 overtog hun Bredgade Kunsthandel og rammeværksted og har videreført kunsthandlen, først med to afdelinger, Klassisk Modernisme og Samtidskunst, siden 2021 samlet under navnet Davis Gallery, Contemporary Art.
Gennem en årrække har hun bidraget til branchens udvikling gennem sin indsats i sammenslutningen Danske Gallerier og ved messeaktivitet i ind- og udland.
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 5 / 2024 – Navne
… … …