At finde mennesket – June Jin Engelharth

June Jin Engelharth – portræt af Thomas Buttenschøn, 2019

Horsens Statsskole har føjet et portræt af musikmennesket Thomas Buttenschøn til sin historie, malet af June Jin Engelharth, som har et fint blik for diversitet

Der var frit valg, da malerinden June Jin Engelharth fik til opgave at male et portræt for den traditionsrige Horsens Statsskole. Skolen, som er grundlagt i 1532, besidder en unik portrætsamling, der nu har fået tilføjet et nutidigt værk til rækken af betydende profiler.

Thomas Buttenschøn har netop besøgt byen, og har på sin 34 års fødselsdag overværet afsløringen af June Jin Engelharths portræt af ham på den gamle skole.

– Friheden var vigtig for mig, fortæller June Jin Engelharth, som har malet mange forskellige menneskefigurer, men som hidtil har veget udenom egentlige portrætopgaver.

Det var Horsens-galleristen Allan Hjort, som kom med opgaven og kontakten til Horsens Statsskole. Her var man i gang med at revitalisere kunstsamlingen. Ideen var at give den en saltvandsindsprøjtning i forbindelse med en nyophængning, og dertil var der et ønske om at føje samtidskunst ind i rækken af de mere end 40 motiver. 

– Jeg fik en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på.
– Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin Engelharth, som takkede ja til opgaven. 

June Jin Engelharth – Mycobacteruium tuberculosis, 2018

Talent og diversitet
– I samlingen var der fortrinsvis billeder af noble hvide mænd, så i første omgang ledte jeg efter en kvindelig model, men da det også gerne måtte være en person, eleverne kan relatere sig til, faldt valget på musikeren Thomas Buttenschøn, som selv har været elev på stedet.

– Det var nu ikke et krav fra skolens side, men mit eget valg, understreger June Jin Engelharth. Jeg fandt hans hudfarve interessant og relevant, fortæller June Jin Engelharth, som selv har koreansk baggrund. 

– I vores tid vokser diversiteten, og det præg har jeg ønsket at bidrage med at almindeliggøre her, forklarer kunstneren, der karrieren igennem har dyrket tolerancen gennem sine valg af modeller, som er fundet i vidt forskellige miljøer. Lige fra de kreative i det transkønnede segment til bedagede koryfæer fra videnskabens verden, hvor hun for nyligt har udforsket brugen af arsenik i giftigt grønt decor.

Thomas Buttenschøn er søn af en zambisk mor og dansk far. De døde fra Thomas af malaria og aids, da han blot var en stor knægt, og han er vokset op i en plejefamilie på Odder-egnen. Tidligt blev han fanget af musikken, så han har vist ikke siddet så stille på Statsskolens stole. I dag har han netop udgivet sit syvende album Tilbage På Dansk, som han er på turné med. Hans musik har indspillet guld- og platinplader, han er kendt fra radio og TV, og er selv blevet far, og fraskilt.

– Thomas blev glad for henvendelsen, og smilede højt ved tanken om, at han fremover skulle være at se på sin gamle skole hver dag. Det kunne måske kompensere for fraværsprocenten i sin tid, og samtidig give et holdepunkt og forbillede for de elever, der måske ikke er så meget til bøger, fortæller June Jin Engelharth.

Hun er overbevist om, at kunstværker på en skole sætter sig i bevidstheden hos eleverne, og at de får noget ud af det på den lange bane. 

June Jin Engelharth – & a true Gentleman queered up for battle in Copenhagen

Ingen adgang
– At stille sig rådighed som model ser jeg som en generøs gestus, der kræver energi, og derfor også fordrer nænsomhed og diskretion fra min side. Jeg mødtes med Thomas i hans musikkælder til en snak og en kop kaffe, for at afstemme tilliden, inden vi for alvor gik i gang. Da vi dernæst skulle mødes til fotosession, sagde jeg nej til dem, der meget gerne ville kigge på.
– Det var vigtigt for mig, at der var rum og ro, og vigtigt var det, at Thomas selv var den første til at se maleriet undervejs. Det kunne ikke afleveres, uden han kunne nikke til resultatet.

Uden filter
– Jeg har ønsket at skabe et klassisk, realistisk portræt.
Baggrunden er en majestætisk violet farve, som korresponderer godt med Thomas’ hudfarve. I tøjet opløser jeg det realistiske, og ligeså i hans fantastiske hår. Der kunne jeg ikke male alle krøllerne, og lod det blive til en ekspressionistisk eksplosion. Jeg lod det blive til støv, som jeg også tidligere har arbejdet med. Vi består jo alle sammen af små partikler.

– Jeg maler på moderne plexiglas, som er monteret foran et lærred. Det afspejler de tidens mange filtre, vi ser hinanden og ser os selv igennem, både på tv, smartphones og internet. Rammen er også vigtig, den er en del af kronologien. Man kan begå vold mod værket ved at sætte en forkert ramme på.
– Det har været vigtigt for mig at vise en lidt alvorlig og moden side af Thomas. At finde mennesket, slutter June Jin Engelharth.

June Jin Engelharth, født 1977, er uddannet i Billedkunst & Formgivning, og bosat i København. 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt opgaver som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Har udstillet solo og i gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth i Horsens repræsenterer June Jin Engelharth i DK og internationalt.

Portrætsamlingen
Horsens Statsskole
Studentervænget 2
8700 Horsens
Fra 22. marts 2019 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 3 // 2019

Posted in Uncategorized.

Leave a Reply