BLAA GALLERI – De fire esser

Hos BLAA GALLERI tager fire anerkendte navne nyt afsæt med udstillingen The Krunchist Movement

Ambitionsniveauet er højt, både idémæssigt og teknisk, når kunstnerne hos BLAA GALLERI og folkene bag slår an til udstillingen THE KRUNCHIST MOVEMENT. Udstillingen er samtidig startskud til en kunstnerisk bevægelse under samme navn, hvor det først og fremmest skal være vitalt og vibrerende, være dybt seriøst, og det skal føles crunchy, det kunstneriske pulsslag hos de udøvende. – De første fire, Matvey Slavin, ASK Fulgur, Christian Gundtoft og Henry The Rabbit, sender minimalismen grundigt ud i kulden.

Befrielsen
Siden 2016 har gallerist og fotograf Harald Holst åbnet dør og sind for en lind strøm af kunstneriske udtryksformer, indtil han i samarbejde med nogle få visionære sparringspartnere har sat barren på plads for den profil, galleriet nu har fundet frem til.

ASK Fulgur – The Krunchist Movement

Og, hvorhen går da kursen hos kunstscenens aktuelle generation? Det ser ud til, at der er en ny retning på vej, skal man tro udvalget fra folkene i BLAA GALLERI, samt fortidens repetetive eksempler fra ismernes pendul.

Efter barokken og romantikkens periode forfinedes arkitekturen og kunsten efter nyklassiske idealer. Så kom paradigmeskiftet med impressionismen og ekspressionismen, farvens og penselføringens revolution.
Efter avantgarde, modernisme og funktionalismens forenkling, så vi en tid det abstrakt ekspressive omkring CoBrA, Picasso og andre internationale strømninger, som holdt skansen en rum tid. Derpå kom postmodernismens opbrud, renselse og dekonstruktion. Så vild figuration. Så formalistisk minimalisme.

Pendulet svinger igen over imod det sprudlende, og The Krunchist Movement lægger sig naturgivent i erfaringens kølvand, som et nyt bovspyd mod horisonten.

BLAA GALLERI – udstillingsview

Betegnelsen kommer af lydordet crunchy, og det er kommet til i mangel af bedre.
På en mavefornemmelse, på et behov for en reaktion mod det formalistiske, som bliver mere og mere tømt for indhold, set fra smeltediglen på Blågårds Plads.

De fire esser
På udstillingen præsenteres i første omgang værker af Matvey Slavin, ASK Fulgur, Christian Gundtoft og Henry The Rabbit.

Matvey Slavins navn vil sikkert vække genklang blandt læserne, for han er en af de yngre kunstnere, som støt og roligt har markeret sig i Danmark de senere år.
Født i Skt. Petersborg er han, opvokset og uddannet i Tyskland, dansk gift med kunstnerkollegaen Nanna Bastrup med hvem han et par år drev galleriet Kunstmix på Østerbro i København.

MS – Die Welt bei mir zu Hause

Matvey Slavin er en trænet plein-air maler, dygtig kompositeur og en gudsbenådet historiefortæller. I hans motivverden udforsker han såvel det nære som det internationale i tiden, hvor alle spejler sig i alle. Han bruger i høj grad kunsthistoriske referencer, trækker tråde og gør os bevidste om kulturarven.
– Den nerve, hvormed værkerne er malet, den gør, at det her er alles historie, han fortæller, udtaler galleristen. Hans ærlighed, kunstneriske perspektiv og det uforlignelige håndværk imponerer gang på gang, og berettiger ham til en plads ved bordet.

ASK Fulgur – et barn af punk og minelukninger
Fra væggene kalder engelske ASK Fulgur på opmærksomheden med sine malerier, som er både intime og storladne på samme tid. Det maleriske rum kan være et sovekammer, et studio eller en allegorisk fortælling, hvor penselføringen alene sprænger formatet. Det er her originaliteten ligger, sammen med den følsomme tolkning af motivernes indhold.

ASK Fulgur – Diptyc

ASK Fulgur er primært selvlært. Men, mange timers studier foran motiver på The National Gallery kiler sig ind. Ekspressionismen er ikke ret langt væk, når udtrykket på sælsom vis kombineres med noget klassisk i kompositionerne, for derefter nærmest at opløses i det vibrerende formsprog.

Modellerne bliver set på ny. Bliver betragtet som levende mennesker af maleren.
Ofte arbejder han sammen med personer, som færdes i fragile cirkler i samfundet. De sårbare, som ikke har frit valg på alle hylder i Harrod’s. Her får de rum og ramme, og vi får livets vilkår med flydende flæsk og bløde deller, på én gang ømt og realistisk fortalt råt for usødet fra paletten.
Ganske direkte er også de symbolladede allegoriske motiver som eksempelvis Riding Through Life on a Bighorned Ram. Her gælder det om at holde ved og holde fast, og tro på det, livet.

Kunstneren udforsker desuden flere bevidsthedslag og traditioner, og fremstiller i en helt anden boldgade en serie stramt komponerede geometriske værker, der leder tankerne mod Hilma af Klint og østlige religioners motivkredse. Det er således en kunstner med et stort vingefang, vi endnu har til gode at få udfoldet helt og fuldt. Spændende skal det blive at følge med hos ASK Fulgur, som er født i 1972, og derfor ikke er nogen vårhare. Men, hvad hjertet er fuldt af, løber penslerne i den grad over med.

Henry the Rabbit – Dying in Hakone

Gundtoft / Rabbit – Basgruppen
De næste to kunstnere, Henry The Rabbit og Christian Gundtoft har været med i udviklingen af BLAA GALLERI over et stykke tid.

Det er allegoriske linoleumstryk fra Suite de Voleur, vi får at se fra engelskfødte og dansk bosatte Henry The Rabbit.
’- Skal man stjæle, så skal man stjæle fra de allerbedste’, siger kunstneren, og kigger Picasso over skulderen. Han er samtidigt optaget af både Van Gogh og japansk kunst, så resultatet er definitivt crunchy.
Ind imellem har Henry the Rabbit workshops i galleriet, hvor han lærer teknikkerne fra sig, og dertil er der et brændende musikalsk talent, som han deler med galleristen.

Christian Gundtoft viser en serie mediemixed relieffer på udstillingen.
Kunstneren, der tidligere har holdt til på kunstfabrikken Surrogaten ved Hedehusene bor nu i Zeitz i Tyskland, hvor visionære folk har inviteret kunstnerne til at indtage byens forfaldne bygninger i håbet om at genskabe vitalitet og aktivitet.

Christian Gundtoft – Crunchy Assemblage

For Christian Gundtoft har flytningen givet anledning til en pause fra maleriet og inspiration til arbejdet med assemblage i en stadig bevægelse mellem chaos og orden.
Disse værker skal vitterligt ses i virkeligheden, da intet fotografi yder dem retfærdighed, sammensatte som de er af bittesmå træstykker, perler, papir og masser af farve, der nærmest limer det hele sammen.

De fire esser her er en fornem start.
Der er saft og sanselighed, der er nerve og mening bag satsningen. Kunsten skal nå vores følelser, frem for intellektet, mener de gæve folk hos BLAA GALLERI.

Det skal blive livsaligt at følge med.
Tag godt imod THE KRUNCHIST MOVEMENT.

BLAA GALLERI
Blågårds Plads 29 – København N
Frem til 30. juni

Af Inge Schjødt, komkunst.dk – KLIK på billederne, få bedre kvalitet
Publiceret: Kunstavisen.dk, maj 2021

ASK Fulgur – Mexicana Knitting

Christian Gundtoft – The Krunchist Movement, foto BLAA GALLERI

Christian Schmidt-Rasmussen, Vægtløs no 2

Male, det kan han, Christian Schmidt-Rasmussen, der udstiller hos KANT i København

Billedkunstneren Christian Schmidt-Rasmussen kan spænde vidt.
Fra Ikaros-teater til store offentlige udsmykninger. Og her imellem kommer maleriet.

Udstillingen Wild Child / Strøget 73 hedder Christian Schmidt-Rasmussens dobbeltudstilling hos Kant, der kan ses i galleriets to afdelinger i St. Kongensgade i København. Her får vi en virtuost malende Schmidt-Rasmussen at se.

At gå fra én opgave til den næste, og at gå side om side med en pandemi? I livets sceneskift kan der indtræde en følelse af vægtløshed, og det har præget kunstneren i den periode, hvor han har malet op til den aktuelle udstilling, kan vi læse i introduktionen.
I en sådan tilstand ser man ned og tilbage, som Odins Ravne, og ser med en seismografisk opmærksomhed for at fremkalde vejen. Hos Schmidt-Rasmussen har det udmøntet sig i to nye værkserier.

Wild Child // Vægtløs
En gennemstrømmende musikalitet fornemmer jeg i de 12 billeder i udstillingens første afdeling. I værker som Uden titel no 7, Vægtløs no 2 og Wild Child no 2 svæver rummets figurer i vekslende planer. Nogle værker byder på et kontrastrigt farvebad, nogle er tonet ned i som i en tåge. Kompositionerne står balanceret og klart, uanset kompleksiteten.

Christian Schmidt-Rasmussen, Strøget 73

Her er et sitrende pulsslag i penselstrøgenes myriader af organiske former. I billederne indgår også guld og sølv med en transformerende vekselvirkning afhængigt af dagens og nattens belysning, så der opstår en næsten overjordisk klang. Ved at se på de billeder får jeg et musikalsk bagtæppe, en symfonisk storhed med i sansningen. Jo, Schmidt-Rasmussen kunne godt komme på tale til en sakral udsmykning.

Beatet på Strøget 73
I værkserien Strøget 73 i udstillingens anden afdeling følger vi kunstnerens blik tilbage til et andet beat, tilbage til teenagetidens 70’ere. I flydende, komplementære farvestrøg fremkalder han minderne om byens menneskemylder.

Vi flanerer en tur med ham mellem husmødre og hippier, mellem hotte modedyr og gadens musikanter i Indre by. Der observeres i albuehøjde, der tjekkes outfit og fortælles hverdagshistorier med en smøg i hånden. Et sted undervejs møder vi nogle, der spiller guitar. Her mediteres og fourageres. Et helt andet sted, udenfor billedet går der punk i historien.

Christian Schmidt-Rasmussen er født i 1963, dimitterede fra Det Kgl. Kunstakademi 1992. På CV’et står solo- og gruppeudstillinger, lektorater på flere kunstakademier, organisatorisk arbejde i legatudvalg med mere.

Christian Schmidt-Rasmussen, Untitled no 7

Man forstår godt, at en stund i vægtløshed veksles til fordybelse i det rene maleri. Og jo! Male, det kan han, Christian Schmidt-Rasmussen.

KANT
St. Kongensgade 3 – København K
Frem til 9. maj

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 4 / 2021
 
Klik på de enkelte illustrationer for bedre fotokvalitet:
CSR – Vægtløs no 2, foto Inge Schjødt
CSR – Strøget 73 no. 5, foto Inge Schjødt
CSR – Untitled no. 7, foto Inge Schjødt
CSR – Wild Child no. 1, foto Inge Schjødt 

Christian Schmidt-Rasmussen, Wild Child no 1

Foto 1 – GANG galleri 2021

Bag kulisserne spirer initiativer i kunstnerdrevet galleri i Københavns Nordvestkvarter

Der er tolv kunstnere samlet i studie- og gallerifællesskabet GANG på Rentemestervej i København NV. De stamper og skraber, billedligt talt, for snart at møde publikum med deres kunst.
Pænt mange planer om udstillinger og Åbne Møder er under lockdown sat på vågeblus. Dog har coronaen på ingen måde bremset det kunstneriske arbejde og fællesskabet, som har holdt pulsen levende hos dem alle. 

Kunstnerfællesskabet i Utterslev, der er initieret af billedkunstnerne Linda Sandbjerg og Heidi Stibæk Kaiser, er udsprunget af Kunstskolen Spektrum, som har til huse på Kigkurren på Amager. Det er en fornøjelse at møde det mod til at eksperimentere med materialer og udtryk, som kendetegner Spektrum elever. De tolv her er modne folk og alle har haft andre karriereforløb, inden behovet for billedkunstnerisk skaben fik overtaget, så de deles godt om kuratering, PR, og værtsopgaver.

Foto 2 – GANG galleri 2021

Nu ser de frem til at slå dørene op for fællesudstillingen FARVEGANG i begyndelsen af juni, og byde bydelens beboere og andre interesserede indenfor. Og her får man noget på opleveren, får jeg indtryk af ved mit værkstedsbesøg.
– Noget du også kan få ved at kontakte GANG.

Tekstil // tekstur // papir
Janne Mikkelsen arbejder med bemalede tekstiler i flerdimensionelle formater. Christine Lyhne komponerer papir i forskellige varianter til elegante relieffer.

Papiret er også Linda Sandbjergs materiale i hendes collager. For tiden har hun fokus på verdenssituationens Overload. Maleren Linda Falkesgaard fortæller om konsumverdenen bl.a. i folierede blomsterbuketter, og de to sætter vores ræs og tid til debat.

Foto 3 – GANG galleri 2021

Maleriets oase
En anderledes tyst stemning er der i malerierne af Holger Bak, hvor arkitektoniske elementer spejler sig i lys og skygge.
Et par af hans værker kan for tiden ses på VK21 i Æglageret i Holbæk.

Heidi Stibæk Kaiser har transformeret arkitektens stringente arbejdsform til processer med formernes frie bevægelighed i maleri og i små coronarelieffer af pap. Rum, flade og farve kendetegner ligeledes Ulla Pedersens kontante formsprog, og hun sekunderes af Rikke Bjørns lyse geometriske eksperimenter.

Natur // natur
Lars Hilfling skaber digital fotocollage ud fra såvel historisk som nutidigt materiale, og et af hans hovedværker er velfortjent kommet med på KP20 i Aarhus Kunsthal. Her har Tina Kallehave ligeledes to naturinspirerede, skulpturelle værker med.

Hos Isabelle Geoffroy ses naturstrukturer i stjerneform i en karakterfuld oliekridtstreg. Og Louise Simony udforsker i portrætter det menneskelige sind.

Det er et fuldt ud gangbart hold, vi her kan besøge.

#christine_lyhne #heidistibækkaiser #holgerbak #isabelle_geoffroy #jannemikkelsen #larshilfling #lindafalkesgaard #lindasandbjerg #louisesimony #rikkebjorn #tinakallehave #u_pedersen

Sandbjerg, Kallehave og Kaiser – foto Inge Schjødt

Gang Galleri – kunstnerdrevet
Rentemestervej/Smedetoften – Kbh NV
Åbent efter aftale

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Heidi Stibæk Kaiser, GANG galleri
Publiceret: Kunstavisen nr. 4 / 2021

Foto 1: GANG galleri med Heidi Stibæk Kaiser, Linda Falkesgaard, Holger Bak, Christine Lyhne, Rikke Bjørn, Linda Sandbjerg. 

Foto 2: GANG galleri med Linda Sandbjerg, Tina Kallehave, Lars Hilfling, Heidi Stibæk Kaiser, Christine Lyhne, Louise Simony, Ulla Pedersen, Janne Mikkelsen. 

Foto 3: GANG galleri med Louise Simony, Janne Mikkelsen og Ulla Pedersen. 

GANG med Pedersen, Lyhne og Simony – foto Inge Schjødt

Thor Lindeneg – Udsigt 2021

Den Vågne Drøm – Version II – En drøm vækkes til live igen med denne reprise af Lyngby Kunstforenings vinterudstilling med de 12 surrealister, som p.g.a. corona i alt for kort tid fyldte rummene på Sophienholm. – Nu er et udsnit at se i Bredgade Kunsthandel i København, frem til 22. maj.

Dette er min tale ved genåbningen, søndag 25. april 2021

Tolv individualistiske kunstnere præsenteres på udstillingen Den Vågne Drøm. De er her med hver deres tilgang til kunsten, personligt ståsted, referencer og symboler, og med hver deres kunstneriske fortælling: Bente Olesen Nyström, Carsten Krogstrup, Poul Janus Ipsen, Gert Brask, Børge Christiansen, Roland Schneidereit, Erik Mortensen, Martin Burridge, Ronald Burns, Håkan Nyström, Aleksander Kosmala og Thor Lindeneg

De er fælles om et stærkt ambitionsniveau på kunstens arbejdsmark.
De er fælles om den sublime tekniske kunnen.
De er fælles om den surrealistiske inspiration, og ønsket om at dele det med os – publikum.

Håkan Nyström – Arcade II: The Transformation Room (Hommage á Huraki Murakami) 135x125cm, oil, 2020

Skandinavisk surrealisme
Surrealismen opstår som tænkemåde og som kunstretning i begyndelsen af det 20. århundrede med frisindede eksempler indenfor digtekunst, film, litteratur og filosofi i den smeltedigel af opbrud, der præger århundredeskiftet – kulturelt, politisk, psykologisk, teknologisk, designmæssigt. Fra Paris som magnetisk metropol og mødested flyder ideerne mellem syd og nord, og billedsproget udvikler sig på tværs af mestre, elever, fagdiscipliner og kontinenter.

Kunstneren Giorgio de Chirico (1888-1978) udforsker i ungdomsårene fra 1909-1919 erfaringer og sindstilstande i en stilart, han kalder ’metafysisk kunst’, stærkt inspireret af artefakterne i den italienske arkitektur, af klassisk mytologi og af værdier fra tysk filosofi, hvor metafysikken simpelthen er et disciplinært tema.

I Paris tager unge surrealister begejstret imod Giorgio de Chirico, og frem til i dag præger hans ikonografi og kompositioner såvel malerkunst, som film og teater. Selv skiftede kunstneren retning og udtryk i bevægelsen Retur á l’Ordre, som reaktion mod avantgarden kort efter verdenskrigens chaos. Men hans ideer og tidlige billedverden løber med i den lavine, som er i gang.

Forfatteren André Bretons gruppe, der i 1924 formulerede surrealismens manifest, og kunstnere som Max Ernst, Salvador Dalí, René Magritte, og endnu længere nordpå Wilhelm Freddie, Vilhelm Bjerke Petersen og Halmstadgruppens Erik Olson lever videre gennem deres indflydelse på de nulevende.
– Tråde kan trækkes direkte fra de første surrealister til udstillingens deltagere i dag.

Martin Burridge – fra Brave New World serien

Udstillingens kunstnere har samtidigt hver deres forbilleder langt bagud i kunsthistorien, hvorfra hentes tekniske, kompositoriske og udtryksmæssige fremgangsmåder.
– Flere i flokken mestrer renaissancens dramatiske clair obscure metode, bl.a. Håkan Nyström, Martin Burridge, og Carsten Krogstrup.
– Subtile er scenerierne hos Aleksander Kosmala, Erik Mortensen og Ronald Burns.
– Den surreelle narrativitet myldrer frem hos Bente Olesen Nyström og Gert Brasque.
Surreelle stilleben får vi hos Thor Lindeneg og til dels hos Poul Janus Ipsen, mens Roland Schneidereit bevæger sig ind i et formsprog med tydelige spor af Wilhelm Freddie.
– Endelig er der Børge Christiansens assemblager og skulpturer, der henter energi og æstetik i oprindelige kulturspor, ligesom de abstrakte CoBrA surrealister i sin tid gjorde det.

Schneidereit og Christiansen

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Ideerne og skabelsens mysterium folder sig ud i metafysikkens sfære – set ud fra gruppens mindset. 
– I titlen Den Vågne Drøm refererer Drømmen til det ubevidste, til fantasien og den indre verdens gådefuldhed – Det tidløse. Det Vågne repræsenterer bevidstheden, det rationelle og det sociale – Det tidsbundne, har kurator Håkan Nyström sagt om udstillingens titel.

For de tolv medvirkende kunstnere gør det sig gældende, at de vågent styrer penselgangen. Det er ikke materialet, der er i førersædet, som det er tilfældet i meget af samtidskunstens andre udtryk, men derimod en beherskelse af teknik og udtryk, der stræbes imod i værkets tjeneste.

Verden kan ses på mange måder!
Det er vi ikke i tvivl om, når vi ser os rundt, og kan opleve de vidt forskellige motiver på udstillingen. Der er noget stærkt tillokkende ved drømmenes ukontrollérbare verden, det ubevidste og det surreelle.

Aleksander Kosmala – Nearby

Det står i stærk kontrast til vores logisk-videnskabelige og økonomisk-rationalistiske tidsånd.
– Men, der er endnu en længsel til stede, og vi vil begejstres.

Kunstens og fantasiens rum har dét underfulde, har dét overraskende, og har frihedens effikacitet i sig, som i dag ses som det ultimative mål.

– Helt så ligetil var det ikke at publicere sine drømme og visioner for omkring 100 år siden, hvor Surrealismen kom til verden.
– Helt så ligetil er det ikke, når vi ser nogle kilometer udenfor vore landegrænser, hvor den politiske ensretning igen og igen suger livet og selvstændigheden ud af borgerne.

Her antager vi at Kønnenes rettigheder, individets rettigheder og frihed til at udtrykke sig er rodfæstet. – Og alligevel kan man blive i tvivl, når man lytter
til nogle af samtalerne i gruppen, hvor der skelnes skarpt mellem skidt og kanel på dagens kunstscene …

Bente Olesen Nyström – Nattens Huse

Friheden til at udtrykke sig er i dag en skattet værdi, der fortsat udforskes i kunsten – for at lokke hemmelighederne ud af universet, tiden, livet.

Verden kan ses på mange måder – og I får stor tak for at vise os jeres.

Tillykke med de 80 år til Thor Lindeneg (i går, 24. april)
– Hurra for denne mulighed for en reprise og version II af udstillingen Den Vågne Drøm – efter premieren hos Lyngby Kunstforening på Sophienholm.

Udstillingen kan ses frem til 22. maj 2021.
God fornøjelse.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Tale ved åbningen 25. april 2021

Her er glimt fra udstillingen Den Vågne Drøm – Version II
i Bredgade Kunsthandel
Frem til 22. maj 2021

Thor Lindeneg 80 år

Maleren Thor Lindeneg fylder 80 år lørdag 24. april
– Han er en kunstner, der ser det absurde i hverdagen, og det hverdagsagtige i det absurde, sagde Ole Lindboe om ham.

Let genkendelig er han på sine motivkredse, hvor især Ægget, Fuglen, Vanddråben, Stigen, Naturen, Violinen og Billedet fortælles og fortolkes.

Let genkendelig er Lindeneg også for sit stringente, blågrønne farvevalg, der står nordisk rent sammen med æggeskallerne, et oldgammelt symbol på livet, begyndelsen og skrøbeligheden.

Der er gerne en skæppe humor med i motiverne og ikke mindst i de underfundige titler, som billedet Afkom af Stolen forbundet med Skamlen, og Silence af den formummede Violin. Satirisk skarphed viser han i motivet Match, hvor vi finder tændstikken og elefanten sammen på den udtørrede jord. Motiverne er iscenesat med rum og dybdeperspektiv, hvori han fremkalder elementer som Vandhanen eller Viskestykket i en tredimensionel effekt, der rækker ud.
Billederne er malet realistisk og ekvilibristisk.

Thor Lindeneg – Forbindelser 2020

Thor Lindeneg debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1971, på Charlottenborgs Forårsudstilling 1972. Han har talrige udstillinger bag sig i ind- og udland, i Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Norge, Sverige, Italien og USA.

Han har været tilknyttet Galerie Passepartout 1975-1983, Galleri Gerly fra 1994-2004. I 2005 var han del af udstillingen Fantastisk Figuration på Skive Kunstmuseum, og i 2013-14 Efter Surrealismen i Kunstbygningen i Vrå, Skive Kunstmuseum, Vestjysk Kunstforening i Tistrup og på Rønnebæksholm i Næstved.

Han er repræsenteret på Trapholt Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, Skive Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum, Tistrup Samlingen, Kastrupgårdsamlingen, og Ny Carlsbergfondet. Et gavlmaleri pryder gadebilledet på Frederiksberg.
Kunstneren bor og arbejder i København – på Frederiksberg.

Fødselsdagen markeres med en fornem solo og samtidig en reprise på udstillingen Den Vågne Drøm – Version II i Bredgade Kunsthandel, der kan ses frem til 22. maj.

Thor Lindeneg – Udsigt 2021

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Fødselsdagsomtale til dagbladene
Portrætfoto – kunstnerens arkiv
Værkfoto: Annegrethe Davis, Bredgade Kunsthandel

Thor Lindeneg – Homecoming

Ekin Su KoÇ – Eva and Eva

Kunstneren Ekin Su KoÇ plukker fra øst og fra vest og fra tidens gigantiske Amagerhylde til serier med collagelignende, kontrastfyldte fortællinger

Tiltrukket? Ja! På de yndigste nøgne fødder vandrer hun imod dig, den æteriske Eva and Eva figur med frugten i den ene hånd, udslået lyst hår, omgivet af lyserøde valmuer og grønt løv på en hvid grund – og med en cigar i den anden hånd.
Ved nærmere eftersyn må man standse op, og træde et skridt tilbage.

– Hvad er det, der er på færde her?
Hovedet er sat omvendt på, og håret slører det juvelbehængte ansigt. Figuren har hele tre arme, og den er tildækket med mønstrede fragmenter af blandet herkomst.

Eva and Eva ser ud som collage, men billedet er skabt i olie på lærred af tyrkiskfødte Ekin Su KoÇ, som har sin første soloudstilling “ON EARTH, ON MOON, ON MARS” hos Galleri Christoffer Egelund i København. På udstillingen viser hun ud over malede collager to andre serier, bl.a. planetrunde relieffer med epoxyindlejrede collage- og naturelementer, og værker i gips og tekstil.  

Kunstneren bor og arbejder nu i Berlin, men kommer fra Istanbul, byen ved Bosporusstrædet i det nordlige Tyrkiet, hvor Europa og Asien mødes.
Ekin Su KoÇ er uddannet på universiteter i Tyrkiet og Sevilla, Spanien, og i 2015 afsluttede hun sin Master of Fine Arts med et projekt om den tyske kunstner, Anselm Kiefer, f. 1945, som også kendes for sin anvendelse af mangfoldige materialer sammen med maleriet.

Ekin Su KoÇ – A Goddess

Ekin Su KoÇ er desuden inspireret af en stor berlinerkunstner, den tyske dadaist og pioner Hannah Höch (1889-1974), der blandede fotomontage, grafik og andet på papir i sine værker, som bl.a. vistes på Den Første Internationale Dada udstilling i Berlin i 1920. Hannah Höch samarbejdede med bl.a. Kurt Schwitters på det avantgardistiske Merzbau i mellemkrigsårene.

En epoke, en opbrudstid, der på mange måder minder om vores, hvor en rivende samfundsudvikling atter sætter kønsidentitet og individets søgen efter mening på plakaten.

Kontrastfyldte fortællinger
Ekin Su KoÇ skaber sikre, symbolladede kompositioner.

Valmuen, der er både forførende og skrøbelig på samme tid, bruger hun som et gennemgående element. Også, når hun indstøber frøkapslerne i epoxyens flydende glas, og spørger, hvad vi mon har tænkt os at bringe med til Månen og til Mars.

Ekin Su KoÇ – Crossing Borders

I et andet malet collageværk Crossing Borders får vi et kalejdoskopisk vue med et får til venstre og et kort skørt til højre for en lyserød lænestol, som svæver hen over et bykort.
– Man kan forestille sig at flytningen fra den hjemlige metropol til en ny tilværelse i Berlin har betydet et spring af dimensioner.

I Berlins gader opdager kunstneren en ornamentik på bygningernes facader, der minder hende om hjemlandets tekstile folkekultur. Værkerne under titlen Altbau handler om dette traditionsmøde mellem østlig og vestlig dekorationskunst. Her er små stykker af tyrkisk tekstil indstøbt sammen med eksempler på midteuropæisk stukkatørkunst.

De viser dels, at nogle mønstre og symboler er universelle og dels, at øst og vest måske historisk er mere forbundne, og kulturelt har mere til fælles end de fleste måske er bevidste om.
Ekin Su KoÇ er født i 1986, og har tiden for sig.
Hun er godt i gang med at bygge broer.

Ekin Su KoÇ – Altbau I

Via galleriets hjemmeside kan man opleve på video, hvordan kunstneren skaber sine værker med en vifte af forskellige materialer og eksperimenterende tilgange.
God fornøjelse virtuelt og på udstillingen i København.

Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75 – København K
Frem til 1. maj

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Galleriets pressefotos – klik ind og se bedre udgaver
Se mere hos galleriet – foto og videos

Publiceret: Kunstavisen.dk, april 2021 

………………………………………………………….

Efterskrift om Collage: 

Stykkevis erkender vi

Collage af Marina Rubini Rordam

Collagen som kunstform er meget ældre, end vi regner med, fortæller collagekunstneren, illusionisten Marina Rubini Rordam, der har studeret emnet gennem længere tid.
Hun har bl.a. besøgt udstillingen Cut and Paste, 400 years of Collage, på Scottish National Gallery of Modern Art i Edinburgh i 2019, der betegnes som en epokegørende udstilling.
Der ville jeg godt have været med!

Siden jeg selv opdagede kunstformen hos den amerikanskfødte multikunstner Viktor IV, der boede på sit kompleks af kanalbåde i Amsterdam, og som hver dag skabte logbogsblade og værker af drivtømmer, har collagens mangfoldige muligheder fascineret mig med sit både delikate og rustikke udtryk. Og der er i dag en stribe af navne på min hitliste.

Herhjemme har arkitekten, den tidligere rektor for arkitektskolen i Aarhus, Nils-Ole Lund grebet mig med sine postmodernistiske universer. Jeg var heldig, at han sagde ja til at udstille i DSBs Kunstforening på Kalvebod Brygge, mens jeg slog mine folder der.

Ligeledes fascinerer kunstneren Claes Otto Jennow med Futuristic Depository, der er godt fortalt hos IDOART.
Jeg har oplevet nogle af hans værker hos Galleri Sandberg i Odense.

Linda Sandbjerg, Impact II

Og senest er jeg stødt på kunstneren Linda Sandbjerg, der bygger collager i 3D som væghængte skulpturer. Hun bruger elementer og ornamentik fra arkitektur og kombinerer med pressefotos, ofte i sort/hvid med et elegant og dramatisk udtryk til følge.

Blandt kunstnere, der faktisk maler efter collage, er Jonna Pedersen – en af dem, jeg følger på nærmeste hold. Hun bliver sammenlignet med den amerikanske kunstner Stuart Davis (1892-1964), der arbejdede med collage i 1940’ og ’50erne, og var stærkt inspireret af europæiske modernister som Picasso og Fernand Léger. 
Stykkevis erkender vi, hvor vi kommer fra, og hvad det kan give af sig.

Læs mere her:
Portræt af Marina Rubini Rordam – Illusionisten
Om Claes Otto Jennow  – Futuristic Depository– Copyright: IDOART v/Elena Stanciu 2019 –

Luna Scales – She will be able…

Det er sansemættede invitationer til at se på og lytte med, der gives hos Platform Arden Asbæk

Fødderne er lange, slanke, plantigrad, sådan lyder titlen på udstillingens første foto. Synet af de to nøgne pigeben på sort baggrund får mig til at tænke på det afsnit i Eventyret om Havfruen, hvor fiskehalen forvandles til ben i en proces så smertefuld, at det rækker ud over éns forestillingsevne. Situationen her er dog reel.

Luna Scales bruger erfaringer med egen krop som grundlag for en kunstnerisk analyse. Hun konfronterer ideal/automat opfattelser med en nøgtern, teknokratisk beskrivelse af hendes funktionsvanskeligheder, så vore øjne og ører må åbne sig for refleksion i mødet med hendes delikate video Physical Status Report 2.0 med den neutralt kølige speak, og udstillingens fotografiske materiale. 

– Det var råt for usødet, da hun som 20-årig fik påtegnet alvorlige journalbeskrivelser, der skulle bruges i et bureaukratisk regi. Næsten ikke til at bære, når man er på vej ind i voksenlivet.
I løbet af studieårene er  kunstnerens medfødte kroniske lidelse efterhånden blevet et vilkår så uomgængeligt, at hun i 2020 tog afgang fra Det Kgl. Kunstakademi på et projekt med hendes nøgne krop som omdrejningspunkt.
Med et Kierkegaardsk udtryk valgte hun sig selv i yderste potens.

Looking at me, looking at you, foto David Stjernholm

På udstillingen Looking at me, looking at you hos Platform Arden Asbæk får vi tre stemmers udsagn, hvor kroppen spiller vidt forskellige roller. Sammen med Luna Scales værker vises større og mindre antropomorfe skulpturer af Josefine Winding, og konceptuelt malede Mandskaber af Caroline H. Thon.

Venter på moderen
Mange vil genkende Josefine Windings værker fra præsentationer på Kunstsalonens forskellige udstillinger, fysiske såvel som online. Her er hun så hos Arden Asbæk, efter deltagelse på bl.a. gruppeudstillingen Material Matters på Den Frie og en skoling hos Kunstskolen Spektrum.

Man bliver berørt i mødet med Josefine Windings værker.
Uvægerligt afsøger blikket skulpturernes proportioner og former, mellemrum og dele for at gennemskue, om her eventuelt er tale om menneskelig fremtræden. Vores forestillingsevne og dybtliggende erfaringer sættes i spil. Og, hvor toppen af en figur bøjer sig blidt frem over resten, der synes det som om et moderligt favntag er inden for rækkevidde.
Figurerne er abstrakte, men de vækker en dyb længsel efter tilstedeværelse.

Josefine Winding – Caroline H. Thon

Josefine Winding skaber sine skulpturer i materialer som beton, gips og polystyren, og de udstråler tyngde. Det er nærliggende at søge efter referencer blandt CoBrA og andre modernistiske strømninger, men værkerne fortjener at stå for blikkets prøve i egen ret.

Mandens krop som æstetisk studiefelt
Beskueren får, som hos de to ovennævnte udstillere, endnu en gådefuld præsentation, et udsnit, en position, der skal undersøges og dechifreres med malerierne af Caroline H. Thon på udstillingen Looking at me, looking at you.

Caroline H. Thon maler landskabelige udsigter til en fredfyldt, hvilende mandekrop – som, lidt Pippi’sk, påkalder betegnelsen Mandskaber.

Billederne er malet i en tilnærmelsesvist monokrom skala på løst vævet hørlærred, som ser man ud over noget, der minder om et ørkenlandskab med mørke huler og solbeskinnede åse. Billedtitlerne – eksempelvis Forearm Bank – fortæller om kroppen, observeret som et landskab med dale, sletter, engdrag, bakker, klitter og busklandskaber.

Caroline H. Thon, der udover sit kunstneriske virke har en baggrund indenfor biologi og kuratering, fandt til sin store fornøjelse et blankt felt i kunsthistorien, mandekroppen, som da havde fanget hendes blik. Malerier af den mandlige krop var der få af, med mindre der var tale om religiøse fremstillinger af Jesus, helte- eller modelstudier, eller skildringer fra et homoerotisk miljø.

CHT – Forearm Bank

Et egentligt fokus på mandekroppen var et åbent felt, og det greb hun nysgerrigt, med et ønske om at fremstille skønheden i det.

Som en af udstillingens gæster præcist formulerede det, så formår værkerne:
– At gøre det ukendte fortroligt og at gøre det fortrolige ukendt, så der bliver åbnet for fortolkning og refleksion.
Værkerne på udstillingen ligger i fin forlængelse af kunstnerens tidligere skildringer af manden, som vi har set på KE 19 og i hendes internationale murmalerier. 

Kroppen mætter
At tage indtrykkene rigtigt ind for alle de tre deltagende kunstnere er faktisk en overdådig mundfuld. Selv i de dejligt lyse rum mod gården, der danner ramme om det eksperimenterende PLATFORM projekt på 1. sal hos Arden Asbæk i tilknytning til Martin Asbæk Gallery i København.

Men, ingen af de tre stemmer vil jeg alligevel være foruden.
Prøv selv!

Luna Scales – Fødderne er lange, slanke, plantigrad 

PLATFORM Arden Asbæk
Via Bredgade 23, Copenhagen
Frem til 30. april

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2021

Josefine Winding – Untitled no 6

Caroline H Thon – Manscapes

Podcast – Samtale med Inge Schjødt, foto Morten Albek

I dag er det tid til ‘SÅ ER DET MANDAG’ – og ny podcast hos Ann-Lisbeth Albek Sanvigs Online Kunstskole

Ann-Lisbeth Albek Sanvig introducerer dagens gæst: 
– Hun har tabt sit hjerte til kunsten og er kunstnernes ven… Mød ildsjælen, kunstskribent, kunstsamler, konsulent og meget mere INGE SCHJØDT i vores nye podcast “SÅDAN STARTEDE DET”.
– Og du kan lytte med helt gratis

– Jeg mødte Inge for første gang i et galleri i Bredgade.
Vi blev præsenteret for hinanden, og inden jeg så mig om, var Inge i gang med at skrive en artikel om mig til Kunstavisen. Og det er sådan Inge er: Engageret og energisk – bliver hun tændt på noget, så kører hun på.

I podcasten kan du høre Inge fortælle om sit spændende og engagerende liv med kunsten og kunstnerne. Lige fra barnsben mødte hun kunsten og kunstnere i præstegården.

Külli Suitso og Jonna Pedersen – Table for Two. foto: Inge Schjødt

Senere introducerede hun begrebet “Kunst på lokummerne/Liv på lokummerne” på sin arbejdsplads.

Hør mere om det, og hvordan Inge i dag formidler og hjælper kunstnere med at få realiseret deres projekter.

Podcast: Sådan startede det – Inge Schjødt fortæller

Når du allerede er inde på hjemmesiden, så er der flere spændende podcasts, som du kan lytte til – helt gratis – Se mere fra kunstskolen her

Rigtig god fornøjelse!

Kærlig hilsen
Ann-Lisbeth 

Her finder du mere om Inge Schjødt:
komkunst.dk

En forsidehistorie – motiv af Carsten Krogstrup

https://www.facebook.com/ischjoedt

https://www.facebook.com/komkunst.dk

https://www.facebook.com/komwork.dk

Her kan du finde mere om Kunstskolen: 
#annlisbethalbeksanvig #onlinekursus #kreativ #kreativitet #inspiration #onlinekunstskole #onlinekurser #annlisbethsanvigsonlinekunstskole #tutorial #undervisning #ingeschjødt #podcast

Kunstnermøde – Gonzalo og Tonie træffer hinanden hos Hegnhøj & Blyme, 2014

Evi Apostolou – InsideOut 2020

En nødvendighed dybt indefra er kunstens skabelse hos Evi Apostolou

Ved første øjekast ser jeg, at her for alvor er engagement på spil, og at her er et helt personligt udtryk at dykke ned i, da jeg træffer billedkunstner Evi Apostolou i forbindelse med en kommunikationsopgave. Vi har dertil nogle fælles interesser i religionshistorie og i kirkekunst. Flere fortjener at kende hende, forstår jeg snart.

Evi Apostolou er vokset op i Patras, Grækenlands tredjestørste by. Ganske tidligt blev hun optaget af at tegne. Hun er uddannet som billedkunstner fra et velestimeret Institut på Kunstakademiet, Athens School of Fine Arts i 2009, og har desuden en bachelorgrad i religion. Hun arbejder fortrinsvis i maleri, i tegning, i digitale værker samt performance.

Kunstneren har siden 2014 boet og arbejdet i Danmark, som på visse måder minder hende om Grækenland, fordi begge lande er omgivet af vand og har vide horisonter.

Fra mørket mod lyset
Temaer fra filosofi og mytologi påvirker hende og inspirerer hende. Sammen med det metafysiske aspekt og et stort slægtskab med surrealismen tæller kunstneren så forskellige forbilleder som Hilma af Klint og Egon Schiele blandt sine inspirationskilder.

E.A. – I Love Myself #1

Implicit i hendes udtryk, fortæller hun, er der metodiske træk fra hagiografia, en kunstnerisk udtryksform, der er karakteristisk i den græsk-ortodokse kirke, hvor alle former tydeligt afgrænses og beherskes af konturer, og hvor lysende, spirituel energi kraftfuldt spænder rummet ud.
– Kunsten er i sin kerne spirituel, mener Evi Apostolou.

Urmørkets chaos glider over i en strømmende livsorden, hvor lyset hentes frem, lag for lag. I flere af især de nyere motiver ser vi en kamp mod det onde, traumet, hvor fabeldyr symboliserer overnaturlig kraft, potentiale, styrke, visdom og uforudsigelighed, der peger både indad og udad.
– Jeg føler, at alt er forbundet, og alt er som en organisme eller en del af en større organisme.

Det er inde fra det perspektiv, hun intuitivt uddrager sin billedverden, med blik for dobbeltheden i alting.

Biomorfologi
Med kroppen som udgangspunkt udforsker Evi Apostolou i flere serier det biomorfe udtryk, det organiske. Forbindelsen mellem krop og ånd, mellem individ og samfund er hentet ind under penslernes mikroskop.

Evi Apostolou – Evil Fly, digital

I sit afgangsværk Boundaries at the Age of Surreal 2009 formåede hun at destillere et særegent formsprog frem med udgangspunkt i bioteknologi, etik, og et tjek af verdens sande tilstand, hvor de konstruktive og destruktive kræfter i videnskabernes krydsfelt kom til udtryk.

I serien My Precious Ones, malet hagiografisk i olie på papir, er hun optaget af surrealistiske abstraktioner, af farven, af symbolikken, og det biomorfe formsprog med antydninger af øjne, åbninger, lemmer og organer.
– Ved at tilbyde et minimum af information, så beskueren lige akkurat kan tolke sin egen forståelse, gør disse værker beskueren til en aktiv deltager, fortæller Evi Apostolou.

Kvinde, mor, kunstner
Kunstnerens erfaringer på sind og krop med familiedannelse, graviditet, fødsel og kroppens fuldstændigt autonome processer i den forbindelse, ledte til dybtgående refleksioner, som fandt vej til lærred og papir i 2018 og 2019.
En strøm af stærke billeder, inspireret af drøm og underbevidsthed, blev til serierne Deception og Eaten by the Birds.

Evi Apostolou – BigBirth

Her perspektiverer kunstneren paradigmeskiftet fra, som individ at kunne gå efter sine egne drømme, til at give sig hen, og derpå i den biologiske transformation dele sig selv med et nyt væsen, mens det bliver til, endda indeni én selv.
Det er en omkalfatrende oplevelse.

Men hos Apostolou kom både kunsten og mytologien til hjælp, hvorved oplevelsen, tolket visuelt, blev afsæt for en fornyende proces, som hos Fugl Phønix, hvor noget nyt opstår i brændpunktet.

– Jeg malede disse billeder uden at se på noget eller hente noget input udefra.
– Det var som om en stærk og mystisk kraft holdt min hånd og gav form til visioner fra min underbevidsthed, fortæller hun.
– I billederne jager fuglene mig, de vil æde mig, ja, gå i ét med mig.
– Fuglene har mytologisk både negative og positive konnotationer, forklarer kunstneren.
– Fuglene er for mig grænseløs frihed, åbenheden overfor livet og mulighederne, og modsat symboliserer de også nogle gange det arrogante overmod, man kan gribes af, når man følger sine egne veje. De uendelige muligheder kan også æde én op.

– Kunsthistorisk har klassiske surrealister som Max Ernst og Leonora Carrington også haft fuglene med som stærke symboler, fortæller Evi Apostolou, og bekræfter slægtskabet til sine forgængere.

Om at være tro mod sine talenter
– Den store opgave er at kunne skelne, så der bliver rum for at bruge talentet og dele det bedste i livet.
Uanset hvor smal og snoet strømmen bliver, så fortsætter Evi Apostolou det kunstneriske engagement.
Et kildevæld kan ikke løbe baglæns.

Kunstneren har udstillet flittigt i sit græske hjemland samt internationalt i London/England, Chelsea/New York, Barcelona/Spanien, Frankrig, Italien, USA, Canada med mere.
I Danmark har en række virksomheder, kulturhuse og kunstforeninger haft glæde af hendes kunst.

Jeg ser frem til flere udstillinger med offentlig adgang.

Se mere på eviapostolou.com 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3/2021

Illustrationer
Evi Apostolou – InsideOut, 2020, akryl på lærred 100×80 cm
Evi Apostolou – I LOVE MYSELF #1, 2017, olie på papir, 76×56 cm
Evi Apostolou – Evil Fly, Boundaries at the Age of Surreal, 2009 – digital 
Evi Apostolou – BigBirth, Body Stories and the Charm of the Inside, 2008 – 65×50 cm
 

In art we trust – Inge Schjødt

Kunstavisen 3 / 2021 – Lederartikel
– Det er så godt at komme ud og se alle FARVERNE, svarer en kunde, da butikkerne slår dørene op på årets første shoppedag. Et udsagn, der understreger elementære oplevelser, vi længes efter. Kunst- og kulturliv spejder efter lave smittetal, tegn på genåbning, og spejder efter klarhed i regeringens prioriteringer.

– Nedslående er det, at der primært tænkes på vilde dyr og løbeshorts, og at beslutningstagerne knapt nok skeler til den livskvalitet, som kunstens felt forsyner os med.
– Nedslående er det, når regering og regnedrenge lægger snittet alene på de kvantitative frem for kvalitative interesser.
– Nedslående er det, at der endnu ikke har været øje for de mange muligheder, der er i kulturens huse. Og på denne lederplads er det billedkunstens huse, der sigtes til.

Kunsthaller og -museer tilbyder mange kvadrat- og kubikmeter fulde af visuelle oplevelser, som har noget for alle aldre – også de computerspillende skolebørn – endda med god afstand, udluftning, og med initiativrige, kreative, og serviceorienterede medarbejdere, der kan formidle i stor stil.

Kunsthaller landet over har holdt vejret, nogle er gået til vinduerne, nogle er gået udendørs som Gl. Holtegaard, og nogen har åbnet virtuelt og på skrift, som på Janus – Vestjyllands Kunstmuseum med udstillingen EFTER BILLEDER, der blev lagt i støbeskeen for nu et par år siden. Konceptet, med en vel gennemtænkt formidling, har reddet maleriudstillingen fra at gå til i stilhed.

Gallerierne er heldigvis åbnet, trods tumultariske vilkår for kalenderplanlægning.
Og de billedende kunstnere selv? Mange har fordybet sig i atelierer og værksteder, og har forsket i deres kunstneriske felt, mens udstillinger er blevet udsat, og event på event er afviklet via webcam fra basen.

Hvordan kommer vi videre?
Kulturministeriets Genstartsteam er barslet med anbefalinger til fordeling af 50 mio. kr., hvoraf langt størsteparten ønskes fordelt via puljer til udvikling af aktiviteter.
Der skal udvikles på sikkerheden, fx i form af Coronapas. Der foreslås et innovationslaboratorium, mere dataindsamling, flere brugerundersøgelser, og kampagneindsatser for at få gæster og brugere tilbage.

Det ER svært at spå, især om fremtiden, og ikke mindst om spredning af virusvarianter og vaccine i scenarier, der hele tiden ændrer sig på nationalt og internationalt niveau. Det er drøjt for alle.

Coronaen er som et prisme, hvor væsentligt og uvæsentligt krystalliseres i det nære, og i samfundet generelt.

Vi må ha’ kunsten igen – Vi må ha’ kulturlivet igen.
Vi vil ha’ Danmark tilbage, du farverige gamle ven.

Af Inge Schjødt, Kunstavisen – 27. marts 2021