Fra kulturkompost til kunst og kuriositeter – Lisbet Thorøe Larsen

Lisbet Thorøe Larsen – uSYnlig

Her er plads til både humor og historiens vingesus i værkstedet hos Lisbet Thorøe Larsen, som skaber nyt af gammelt i Lunderskov vest for Kolding.

Hun elsker at komponere ud fra tingenes egne fortællinger. Kreativitet er energi. Og processerne er med til at afklare spændvidden i både idé og materiale i Lisbet Thorøe Larsens kunstværker og upcyclede brugsting.

Som ung mor arvede hun et gammelt syskrin, som havde tilhørt hendes farmor, Anna Thorøe. Der lå selvfølgelig nåle og tråd, men også en masse andet hjertegods og kulturkompost, som var landet der, inden det skulle et nyt sted hen. Det satte skub i Lisbets egen skabertrang. 

For Lisbet Thorøe Larsen ligger der en masse brændstof i vores gemmer og i den historie, der er gået forud. 

– Vi kommer jo af noget, som var der før os, og vi bærer arv med os, bevidst og ubevidst, udtaler hun. 

Hver ledig stund går med at gå på opdagelse i såvel fantasiens som den fysiske verden. Hun tager fat i historiens spor i materialerne, og giver sig selv plads til fordybelse. 

Lisbet Thorøe Larsen – SYnsvidde

– Jeg er kun lige startet, siger Lisbet Thorøe Larsen og viser mig nogle eksempler fra arbejdshylden, der tydeligt viser, at her ikke er tale om en begynder, men om en ihærdig kunsthåndværker, der mosler sig frem, og går i dybden. 

– Jeg går gerne ud fra en bund, og bygger så på, lag for lag. Noget kommer til, rækker ud, stikker op, peger ned, ind. Jeg inspireres af overflader og teksturer, og de forskellige muligheder, der er for at bearbejde dem.

Thorøe nøjes ikke med at kopiere, eller at kopiere sig selv, når først en idé er slået op. Hellere går hun nye veje, og afsøger herved, hvad tingene kan, og hvad hun selv kan gøre med dem – skridt for skridt. 

– Materialerne udfordrer i sig selv. Hvad kan denne her? Hvad vil den fortælle?
– Hvad kan jeg med den, spørger jeg så undervejs, og efterhånden vokser temaet frem gennem den kreative proces.

Håndværk, indenfor såvel maleteknikker og decoupage som lodning og svejsning, har hun lært sig selv at mestre. 

Fra sagatid til nutid og langsomhed
I Thorøes værksted bygges bro mellem nutid og sagatid.
Vores historie interesserer mig – Vi kommer et sted fra… Herfra? Hvorfra? spørger Lisbet Thorøe Larsen.

Lisbet Thorøe Larsen – Flakonlampen 

Hvor kommer tingene fra?
Deres historier interesserer – vækker – fanger mine skridt og giver nye vingeslag.

Fra de nordiske sagn og sagaer lærer vi om tilværelsens vilkår og vores muligheder i den.
Vikingerne, middelalderen, sagatiden – her er hylder og kister fulde af fortællinger om de evige prøvelser i menneskelivet, og vores forskellige egenskaber og evner til at tackle udfordringerne.

Sagafortællinger i 3D
Sagaerne er fortidens krimier, med mord og list, med hævn og lyst, med begær og ære. De fortæller vores værdier videre fra slægt til slægt. 
– Dem holder jeg af, den kraft de rummer, og det vil jeg gerne gengive i nogle af mine værker. 
– Jeg er gået i gang med at illustrere Vølsungernes Saga i en serie figurer og tableauer. Det er et projekt, jeg kommer til at arbejde med i lang tid. De enkelte figurer kommer ikke til salg, det er mit håb, at de får en placering samlet, fx på en skole eller et bibliotek eller lignende, fortæller Lisbet Thorøe Larsen.

Der er fortællinger overalt, hvis vi ser os om, og hvis vi tager os tid til at mærke og lytte. 

Lisbet Thorøe Larsen – Rudolf, 2018

Hver sommer tilbringer hun og familien en uge på Middelaldercenteret i Nykøbing Falster.
– Jeg holder af at stoppe op og nyde den langsomhed, der er i at leve med i en ældgammel livsform, en uge hver sommer.
– Måske når du at spinde lidt, efter du har lavet mad det meste af dagen. Der er virkelig rum til at fordybe sig, fordi de ældgamle forarbejdningsmetoder, som vi anvender på Middelaldercenteret, er ret så tidskrævende.

– Mine piger holder også rigtig meget af at være med her. De har ikke brug for at kigge på en skærm eller telefon ret meget i den uge, tvært imod tager de hånd om deres jævnaldrende, nye deltagere og guider dem ind i fællesskabet.

Sanselighed og jordforbindelse
Naturen, kroppen – her er rødderne, fortæller Lisbet Thorøe Larsen, og demonstrerer hvordan kroppen ubevidst mærker, om vi er nedbøjede (over en mobiltelefon) og føler et pres, eller om vi står fast, opmærksomt og åbne, og bruger vores sanser.

– Jeg skal have sjælen med … ja, mit eget hjerteslag, have fat i bevidstheden – og greb i jordforbindelsen. Jeg skal mærke ordentligt, hvad det er, det, jeg har mellem hænderne. Så kommer fortællingerne til mig. 

Lisbet Thorøe Larsen – SYmbiose

Sykasser med synergi
Lisbet Thorøe Larsen fik fire værker – fire sykasser med på den censurerede udstilling Kunstpunkt Augustenborg, 2018. Om værkerne fortæller hun:

– Jeg havde nogle fine, gamle snitmønsterark med tekst på, som jeg tog udgangspunkt i. I bunden af hver æske lagde jeg, lag på lag, først en stump plade, som min datter engang havde malet, og herpå limede jeg de transparente mønsterark.

– Jeg lod udvalgte tekster stå synligt, så teksterne dannede et tema for hver af sykasserne, der blev kantet af landkort, søkort og forskelligt tekstil.

De fire sykasser har titlerne Symbiose, Synsvidde, uSYnlig, og Synergi, og de fortæller om slægtskab, om min farmor, og om forældreskab, vores håb og indsats for vores børn, som vi kun kan skabe rammer om, men aldrig sikre mod livets tilskikkelser, fortæller Lisbet Thorøe Larsen.

– I æsken Symbiose ses elementer, der symboliserer en navlestreng.
– I Synsvidde er der et maritimt element, og en opfordring til at tage det lange udkig fra mastetoppen: Er tilværelsen på ret kurs?
– I uSYnlig ses en stor sikkerhedsnål på en skrøbelig tråd og billedet af børnene på det solide ’grain of fabric’ der nævnes på syarket. Blæretangen antyder, at de unge vækster på en gang er stærke og skrøbelige, og de vokser deres egne veje.
– I Synergi er der et foto af min farmor sammen med nogle venner i haven. Hun havde en eventyrlig have med hemmelighedsfulde stier, store buske, nyttehave og prydhave. 

Lisbet Thorøe Larsen – SYnergi

– Glæden ved at dyrke min have, den har jeg arvet fra hende. Her får du jo meget mere ud af det end de tomater, du plukker. Du kommer ud i luften, finder jordforbindelsen, og får tænkt ting igennem. Den glæde har jeg søgt at give videre, også via det værk her.

Sådan bliver de til, værkerne hos Lisbeth Thorøe Larsen, hvor den boblende kreativitet er drivkraften. Der er meget mere på vej, og det skal blive interessant at følge.
God fornøjelse! 

Følg Lisbet Thorøe Larsen her 
http://www.thoroe.nu 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 

Tak for opgaven! 
Lisbeth Thorøe Larsen kontaktede mig, og spurgte, om jeg kunne hjælpe med tekst og præsentation til en revision af hendes hjemmeside. I den forbindelse blev artiklen til. 
Tak for en venlig anbefaling her.

Posted in Uncategorized.

Leave a Reply