Mørke ∙ Lys // Tavshed ∙ Sang

In is the only way out - Jeppe Hein, Cisternerne 2018

In is the only way out – Jeppe Hein, Cisternerne 2018

Cisternerne i Søndermarken er et anbefalelsesværdigt sted at gå ned, hvis du har brug for at komme dig fra sommervarmen eller måske fra livets tungere tildragelser. En time hen mod aften er her godt at gå.

De rå industrielle rums stilhed og kølighed er kærkommen, mens dit syn indstiller sig i mørket, og de nærmest sakrale buegange åbenbarer sine søjler og drypsten. Naturen er i gang med at overtage det gamle vandreservoir under Valby Bakke og det fortæller os enkelt og direkte, at vi menneskebørn kun er her en liden stund – at der er kræfter, vi ikke behersker.

Ild ∙ vand
Vi forsøger alligevel.  
Som i filmen ’Lokkeduen’, hvor Sean Connery træner sin tyvekollega Catherine Zeta-Jones i behændigt at bevæge sig udenom alarmer og følere for at få grebet om skatten, der brydes usynlige laserstråler foran en gylden port ved mine skridt, og et sværd af ild blusser imod mig og spejles i vandpytterne på gulvet. 

1 Cisternerne - In

– Jeg stopper op, bakker, og går lidt frem, indtil ilden er tæmmet.
Smukt er synet. Længslen mod mere af den voldsomt larmende energi er vakt. 

Blikket søger videre. Bag tykke, sedimentfarvede mure findes femten runde spejlmobiler i tavs bevægelse. Her kan man se sig selv og sine nærmeste fra flere vinkler. De forsvinder et sted i mørket, og dukker glimtvis frem på ny.

Sandt er det, at stykkevis erkender vi, som i et spejl, i en gåde. Det dilemma stiller kunstneren Jeppe Hein os overfor med installationen i Cisternerne, som bærer navnet IN IS THE ONLY WAY OUT. 

Rummet mellem spejlene drager, og de forskellige spejlformer afprøves i et labyrintisk forløb, indtil endnu en muråbning skal forceres, og et nyt univers åbenbarer sig. Her med fjerne klange.

Gammelt ∙ Nyt
På en trebenet piedestal står en tibetansk syngeskål i hamret messing og lyser i sit spotlight. En hvid trækugle kommer farende i luften, rammer skålen i farten, og suser videre. Dooong, lyder det fra skålen. Både lyden og kuglen bevæger sig væk i mørket. Under loftet hænger en moderne skinne, hvis snoretrækkende motorer summer over hovedet og ved siden af én, så jeg føres fremad efter lyden og lyset. 

10 Cisternerne - flere klange

Flere messingskåle står og lyser op, som stationer i nattemørket. Et nyt møde mellem skål og kugle høres. Uvilkårligt følger jeg skinnerne gennem rummet, og træder undvigende til siden, da endnu en kugle kommer susende i sin snor, strejfer mig og rammer en skål, jeg endnu ikke havde set.
Flere kugler fletter sig pludseligt ind i hinanden, eller slår sving, så det næste rene Dooong udebliver. Hvilken uorden i det ellers så renfærdige univers.

Der er noget ved mødet mellem mørket og den lysende ild, tavsheden og sangene fra syngeskålene, som på én gang er meditativt, andagtsfuldt. På samme tid sker dog et clash mellem rituel urform og teknologisk ny form, som ophæver en del af fortryllelsen, når koden i installationerne knækkes.
Med mig op og ud kan jeg dog tage endnu en rensende lyd, idet jeg på vejen forbi ildsværdet passerer en gylden Gong-Gong, og mærker hvordan det er mit eget slag, der lader lydbølger følge mig tilbage til jordens overflade.

Jeppe Hein (f. 1974) bor og arbejder i Berlin. Han er udlært tømrer og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1997) og Städelschule – State Academy of Fine Arts in Frankfurt am Main (1999). Jeppe Hein er særligt kendt for sine aktiverende og legende kunstinstallationer og skulpturer, heriblandt hans spejllabyrinter (Ordrupgaard), vandpavilloner og de såkaldte serier af Modified Social Benches, der udfordrer vores måde at være sammen på i det offentlige rum. Kendetegnende for Heins værker er, at de først fuldendes i mødet med sit publikum, der altid inviteres til at deltage, skriver Cisternerne i udstillingens præsentation.

IN IS THE ONLY WAY OUT – udstillingen i Cisternerne under Søndermarken kan opleves frem til 30. november.

Fra pensel til Ipad – Marie Bjerre

The Bird Collector - Moronoa - Marie Bjerre

The Bird Collector – Moronoa – Marie Bjerre

Når man går helt tæt på og betragter gengivelsen af blonder, blomster, guldfisk og ædle perler, så dukker der overraskende, bizarre indslag op i hårpynt og påklædning hos de fire forunderlige, digitale kvindeportrætter, som fanger blikket på udstillingen Summertime’18 hos Galleri Christoffer Egelund i København. De fire runde kompositioner, skabt af kunstneren Marie Bjerre, leder et øjeblik tankerne hen på latinamerikanske Frida Kahlo, men universet er magisk og moderne på en helt anden facon.

Marie Bjerre løfter sløret for sin interesse for identitet, traditionelle ritualer, kunstfærdigt kvindepynt, og for sin fremgangsmåde, der delvist er digital, da vi træffes ved ferniseringen på Summertime’18. Billedernes form og kunstnerens kilder kalder på et nærmere indblik.

Rum // Tid // Proces
Marie Bjerre beretter, hvordan hun fik et benspænd, som betød, at hendes kunstneriske praksis flyttede ind i et fortrinsvis digitalt univers, da hun blev mor til et barn med nogle særlige udfordringer. Her var der ikke længere tid og plads til at male og tegne, som hun altid har gjort, men behovet for at skabe er intakt.

Det vilkår har hun derfor udviklet gennem de seneste fire år ved at kombinere håndværk, fotografi og digitale platforme til et unikt kunstnerisk udtryk. 

Little Kisses - Moronoa - Marie Bjerre, 2018

Little Kisses – Moronoa – Marie Bjerre, 2018

– Jeg har altid godt kunnet lide at pusle med små ting, at brodere, at læse gamle naturbøger og at fotografere, så jeg har et ret stort fotobibliotek med egne motiver. Eksempelvis er hjorten i håret på Little Kisses en, jeg fotograferede i haven for en del år siden.
– Andre elementer, som smykkerne i mine billeder, har slet ikke set sådan ud. Det er typisk dele af smykkerne, jeg har taget billeder af, og så har jeg malet og tegnet motivdele til. Stoffet med de farverige pailletter er også mit eget forarbejde til billedet Unnatural Habitat.

– Jeg holder meget af at brodere, og af hele processen i sig selv. Billederne bygger jeg op af mange lag i en collageteknik på Ipad, hvor jeg manipulerer og tegner motivet sammen. Det tager virkelig lang tid at komponere hver enkelt værk.
– Heldigvis opdagede jeg programmerne her, da det ikke længere var muligt at stå og male, og det så jeg som en mulig vej frem.

Den pæne pige
Der er noget foruroligende over ansigterne på udstillingen. Trods alt det lyserøde, pynten og den smukke overflade, så emmer de af intensitet, af gedulgte fortællinger, af noget, man ikke sådan lige bliver færdig med, hvis man ellers tør lade blikket blive ved motiverne.

I billedet The Bird Collector holder kvinden en sart lille fugl i hånden indenfor en glasfacade, der sætter skel mellem natur og unatur. Med sin røde mund, hvide blonder og det sorte hår ser kvinden eventyrlig ud, og hun har et hjertesmykke, som ellers skulle borge for det blide og velgørende. Men munden og øjnenes farver afslører, at ikke alt måske er så yndigt her. 

Unnatural Habitat - Moronoa - Marie Bjerre

Unnatural Habitat – Moronoa – Marie Bjerre

Kvinden i Little Kisses har også en fugl i hånden, som hun løfter for at kysse. Men dragten er sort, i håret vokser den giftige Fluesvamp og omgivelserne består af kødædende planter, så her er heller ikke helt rart at være. Modellen med den pailletbroderede silkedragt på Unnatural Habitat er ligeledes sat ind – måske endda spærret inde et tvetydigt sted, hvorfra hun kigger mod os gennem en stime af Guldfisk.

– Jeg kender selv følelsen af, at være forkert placeret, så motiverne er som sådan ikke koblet væk fra mig selv, fortæller kunstneren. Ansigterne ser kønne ud, ja, men samtidigt er der et eller andet bagved. Noget mærkeligt, mystisk, ubehageligt under overfladen. Hos den Pæne Pige er der mere end det, man umiddelbart ser, siger Marie Bjerre.

– Jeg er fascineret af, hvordan piger pakkes ind i forskellige kulturer, bl.a. også i rituelle sammenhænge. Her er en skønhed i det okkulte, her er masser af symboler, fortællinger og vandrehistorier, og jeg bygger stille og roligt min egen symbolik ind i mine motiver, fortæller hun.

Marie Bjerre er født 1975, har været elev på Holbæk Kunsthøjskole, og har i årevis malet, tegnet croquis med mere. Med i sin bagage har Marie Bjerre en familie, som gennem generationer har samlet på fine ting, og flere arbejder inden for musik og performance. Hun bor i Horsens, og arbejder i dag som sygeplejerske. Men det må siges, at hun gennem sin kunst elsker at udfordre myten om Florence Nightingale. 

Hideaway - Moronoa - Marie Bjerre, 2018.

Hideaway – Moronoa – Marie Bjerre, 2018.

Det digitale galleri
– I lang tid var mine arbejder reserveret for mig selv, indtil jeg opdagede Instagram, og hvad det kan. Det var også ad den vej, gallerist Christoffer Egelund fandt mig og kontaktede mig, og det er nu tredje gang, jeg er med på en udstilling i galleriet.
– Via Instagram har jeg fået ganske meget respons på mine motiver. Fortrinsvis fra USA, hvor jeg har mange følgere på min profil @moronoa. Jeg har haft 6 sider i Basic Magazine fra Los Angeles, som er et trykt magasin, der forhandles i hele verden og beskæftiger sig med kunst, fotografi og mode, samt billeder i et argentinsk magasin.

Jeg har også samarbejdet med danske Enfants Terribles Magazine alias Celina Hallas og Søs Ulldal-Ekman på deres magasin, målrettet moderne mødre, fortæller Marie Bjerre. 

Flere har spurgt, om de må reproducere kunstnerens motiver i forskellige sammenhænge, med det er Marie Bjerre ikke glad for. Hun ønsker ikke at masseproducere.
– Jeg ønsker kvalitet i mit arbejde, så jeg får trykt motiverne i ganske få, nummererede eksemplarer. Det er jo dejligt og spændende at være med på udstilling og at få dialogen med publikum, når drømmen om at kunne leve som kunstner er til stede, slutter Marie Bjerre. 

Summertime 18 - fire kvindeportrætter af Moronoa - Marie Bjerre. Privatfoto.

Summertime 18 – fire kvindeportrætter af Moronoa – Marie Bjerre. Privatfoto.

Udstillingen Summertime’18 varer frem til 25. august.
Galleri Christoffer Egelund, Bredgade 75, 1260 København K 

Marie Bjerre kan følges på Instagram her: http://instagram.com/moronoa
NB Klik! på billederne i artiklen for bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // for Kunstavisen.dk 

Heartbreaking news – Jens Olof Hegnhøj

NEKROLOG – Jens Olof Hegnhøj – 21. juli 2018 

Jens Hegnhøj, 2018

Jens Hegnhøj, 2018

Tiden går helt i stå ved det triste budskab om, at kunstelsker, mæcen og læge Jens Olof Hegnhøj er omkommet i en tragisk trafikulykke under en ferietur med familien i Spanien. Tankerne går omgående til hans kære hustru Anne og hele familien dernede og herhjemme.
– Og til den store kreds af mennesker, i hvis liv han satte spor.

Jens havde sans for kvalitet, var en livsnyder af rang og delte generøst ud af sig selv – både i sin internationale lægegerning, hvor han gjorde tjeneste i SOS International, som vagtlæge i 1813, m.m. Og som mæcen, kunstelsker og kunstsamler. Ofte dukkede han op på gallerier og udstillinger, eller lagde vejen forbi kunstnernes atelieer med en dyb og ægte interesse.

Jens Hegnhøj åbnede sit private hjem for en perlerække af udstillinger og pop-up events, og sammen med kunstneren Morten Blyme åbnede han i 2013 galleriet Hegnhøj & Blyme i gamle Asbæk-lokaler i Gothersgade 97.

Galleriet Hegnhøj & Blyme fik en festlig premiere sommeren 2013

Galleriet Hegnhøj & Blyme fik en festlig premiere sommeren 2013

Hurtigt blev udstillingsrum og kalender fyldt af kunstnernavne som Allan Bestle, Christina Mosegaard, Marck Fink, Morten Blyme, Paul Neale, Sys Svinding, Frederik Næblerød, Dorte Naomi, Caroline Heje Thon, Bjørn Eriksen, Jonna Pedersen, Magnus Cederlund, Nour Fog, John McKie, Carl Christian Tofte, Maria Dubin, Mette Rishøj, Gonzalo Duport, Nina Nørgaard, m.fl.

Hertil blev føjet jazz optræden, digtoplæsning, performances og designpræsentationer. Den Permanente udstilling i kælderetagen var alt andet end permanent, når Morten Blyme her viste egne og andres værker i skiftende ophængninger.

Ferniseringerne trak fulde huse, hvor Jens’ kære Anne både til fest og til hverdag var galleriets værtinde, når ikke en af galleristerne selv var i huset. Efter nogen tid blev galleriet for meget en binding for parret, og lukkede permanent i november 2014, men de fine kunstnermøder fortsatte, og lysten til at danne ramme og skabe springbræt fortsatte. En ny aftalerække var netop i støbeskeen, beretter kunstneren Peter Max-Jacobsen i sit mindeord. 

Altid var Jens åben for ideer og eventyr. Han har været på et utal rejser – tjenstligt i forbindelse med lægegerningen, såvel som privat. I 2016 besteg han bjerget Kilimanjaro sammen med en af sine døtre. Familien var omdrejningspunktet med hvem han også delte ferier i sommerhuset i Sverige.

– Altid svarede Jens telefonen med sit karakteristiske, rolige, omsorgsfulde og professionelle gemyt. 
Det er for mange ubærligt, at han er borte. Ikke mindst for Anne og den nærmeste familie. Men kunstnere og kunstscenen har mistet et sandt fyrtårn, et menneske af sjældent format.

Æret være hans minde. 

Besøg og udstilling af samlerens masker og malerier hos Charlotte Thon, Lille Lottenborg, 2014

Besøg og udstilling af samlerens masker og malerier hos Charlotte Thon, Lille Lottenborg, 2014

Hegnhøj & Blyme - internationale gæster

Hegnhøj & Blyme – internationale gæster  

Jens & Anne Hegnhøj

Jens & Anne Hegnhøj

– Inge Schjødt // komkunst.dk

 

Kronprins fylder 40 – Christoffer Egelund

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni. Foto: Kristine Fryd

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni.
Foto: Kristine Fryd, 2018

Gallerist Christoffer Egelund, København, fejrer 40 års fødselsdag – fredag 15. juni.

Det begyndte i Æblegården i Søllerød, hvorfra forældrene Egelund i starten drev galleri. I hjemmet kom en række af de koryfæer, som i dag figurerer på landets kunstmuseer. Kurt Trampedach, Jens Birkemose, Carl Henning Pedersen, Per Arnoldi, m.fl.
Nogle af dem boede der ligefrem i perioder, og sammen med dem sad Egelund Junior og tegnede ved morgenkaffen. Det kreative talent blev næret, men derfor valgte Christoffer Egelund nu ikke selv at gå kunstnervejen. 

Siden 2003 har Christoffer Egelund været optaget af at bane vej for talenter, skabe platformen, og formidle unikke kunstoplevelser. Gennem årene er Christoffer Egelund i stedet gået igennem de arbejdende kunstneres værksteder på bl.a. Kunstakademierne, på messer i New York, Miami, Palm Beach, Chicago, London, Paris, Köln, Berlin, Basel, Barcelona, Bruxelles, Madrid, og har spottet kunstnerisk potentiale.

Gerne talenter med modet til at gå ind i det eksperimenterende, som fx ved udstillingen i 2011 med Theis Wendt, hvor hele galleriet i Bredgade blev malet kulsort, og hvor kunstneren kom ind med en serie banebrydende værker, der gik i en helt anden retning, end man tidligere havde set fra Wendts hånd. 

Udstillingsview - Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.  Foto: Anders Sune Berg

Udstillingsview – Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.
Foto: Anders Sune Berg

Her var der ridset abstrakt ind i store glasplader, og glasstøvet hang endnu på de sarte overflader. Når publikum så uafvendeligt rørte derved, blev de fortællingens medskabere og puffede værket videre.
– Det er sådanne ideer, der kalder engagementet frem hos Christoffer Egelund. I essensen driver det meget af synergien frem, alene det at komponere udstillinger. Sideløbende med de første udstillinger skabte Christoffer Egelund ShopEditions, en platform, der formidler original grafik af udvalgte kunstnere.

I en årrække var der et makkerskab mellem junior og senior i Galleri Egelund og Galleri Christoffer Egelund, hvor arvefølgen lå lige for. Men, somme generationsskift sker ikke uden sværdslag, og for et par år valgte Christoffer Egelund at trække sig og virke som selvstændig konsulent og kunstformidler.

Generationsskiftet er siden indtrådt, og Christoffer Egelund er tilbage i Bredgade 75, hvor han bl.a. samarbejder med exclusive designvirksomheder som italienske FLOS, B&O, Louis Vuitton, modemagasinet Vouge og eksperimenterende talenter indenfor møbelformgivning med mere. Det sidste har affødt etableringen af Designshoppen The Station i Humlebæk i samarbejde med David Ritter. 

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75. Foto: Kristine Fryd

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75.
Foto: Kristine Fryd, 2018

– Skulle han have valgt at tage ud ad andre tangenter, var det nok blevet indretning og design, som udover mode og mad er endnu en passion hos Christoffer Egelund, beretter kæresten gennem 17 år, Kristina Kusk Egelund, mor til deres tre piger på 6 + 6 og 10 år. Når fødselsdagen indtræffer er hun netop blevet hans ægteviede hustru. De valgte at fejre livet og kærligheden og holdt bryllup den 2. juni.

Privatlivet værnes der ellers om. Galleristen nyder at kunne trække sig tilbage og være noget for sine nærmeste, når de udadvendte, engagerende og ofte festlige arbejdsdage er ovre i galleriet, som har været hans platform igennem 15 år. 

Når Christoffer Egelund i anledning af fødselsdagen skuer ned over den liste af kunstnere, han hidtil har samarbejdet med, så kommer der et på én gang beskedent og begejstret SE! Lige! Og listen er imponerende, og lang – men, ingen nævnt, ingen glemt. Listens fortsættelse bliver givetvis en inciterende og eksperimenterende indsats på kunstens scene. 

TILLYKKE!

Af INGE SCHJØDT
inge@komkunst.dk // tel 29 64 92 21

Mellem hånd og tanke – Sarah Rathje

Sarah Rathje - værk på vej, 2018

Sarah Rathje – værk på vej, 2018

På udstillingen Tell a Friend i Bredgade Kunsthandel går jeg i stå foran et værk af billedkunstner Sarah Rathje. 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt, hedder det. Til højre hænger en gul indkøbsseddel, indrammet. En post-it lap med fem ting, der skal handles ind i Irma – mælk, æg, fiskefilet, rugbrødsbl. og leverpostej. Kunstneren Sarah Rathje samler på indkøbssedler. Og en af dem er blevet broderet. Den gule her, med 169.361 små korssting på et 75 x 75 cm stykke fintvævet hørlærred. Det udløser et møde i kaffeen på SMK.

Aftryk og spor
Ved ferniseringen når Sarah Rathje lige at fortælle, at hun faktisk har en samling på godt 600 indkøbssedler. Det får mit hjerte til at hoppe igen engang, for af og til stikker der også noget af en Pippi-sjæl, en tingfinder frem hos mig selv. Bl.a. gemmer jeg selv på diverse papirlapper. Netop i de arkæologiske lag af kassebonner, stykker af emballage, pap og papir, der er min historie gemt. Om de en dag bliver omsat til collager er endnu uvist. Men, jeg forstår omgående passionen hos Sarah Rathje, og er helt solgt til hendes udtryk.

Sarah Rathje - Unknown Family - Found, 2012

Sarah Rathje – Unknown Family – Found, 2012

Forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt
– Der indgår forskellige ting i min samling, fortæller Sarah Rathje over en kop isthe. Mest indkøbssedler, men også forskelligt affald. Det, folk overser, det får jeg øje på.

Deri ligger for mig at se et indirekte portræt af mennesket. Det er spor efter en anonym person, jeg ikke ved, hvem er, men det træder ligesom frem af meddelelsen, fortæller Sarah Rathje.
– Jeg er vild med at være sammen med mine indkøbssedler, fortsætter hun. Der er en tryghed. Et behov for ro, og de tillader, at jeg kan være i fascinationen.

Tidligere har jeg bl.a. skabt en fotobog, der har titlen Hjemfalden med fotos af ting, der var tabt på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor jeg bor. Tingene gav en oplevelse af tilstedeværelse. Jeg fotograferede dem, men tog dem ikke med mig. De hørte ligesom til der. Og titlen – eller ordet i sig selv, Hjemfalden, er en af perlerne fra det danske sprog, som jeg holder meget af. 

Sarah Rathje - Med evigheden for øje, Afgang 2014

Sarah Rathje – Med evigheden for øje, Afgang 2014

Med evigheden for øje
Mit afgangsværk fra Det Kgl. Danske Kunstakademi – Sub Specie Aeternitatis – Med evigheden for øje – det handlede også om en form for tilstedeværelse. På et studieophold i Tyskland tilbragte jeg en del tid på en gammel skovkirkegård. Her fotograferede jeg de bænke, der var der. Bænkene var forskellige, og de blev på en måde personlige. Jeg tilbragte en del tid sammen med dem, fortæller kunstneren. 

– Det med at give sig tid. Tid til at føre nogle samtaler med sig selv.
– Det er vigtigt for mig. Der sker der noget, siger Sarah Rathje, som også holder af at fotografere, og at fremkalde analogt, i mørkekammer, på gammeldags manér.
– Jeg finder det skræmmende i vores tid, at mennesker ikke har lyst til at være i ro, eller lyst til at være sammen med sig selv. 

Sarah Rathje - 169.361 korssting - forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt

Sarah Rathje – 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt

Broderiet – 169.361 korssting
– Jeg har altid været meget til at sysle, med puslespil, f.eks. Det er en slags mentalhygiejne. Og jeg har altid syet, men det er nyt, at jeg tager det ind i min kunst. Broderiet er på sin vis kommet op i tiden, så nu tør jeg godt.

– Det tog omtrent fire måneder at brodere værket på udstillingen, og jeg er selvfølgelig meget glad for, at det fik dig til at stoppe op. At jeg kunne invitere dig ind. 

– Jeg forestiller mig, at der skal blive en serie på fem broderede indkøbssedler. Der er stof til at arbejde endnu mere med emner fra samlingen. Det næste værk er jeg i gang med, beretter kunstneren.

Warhol og Helle Helle
På mit spørgsmål om inspirationskilder og forbilleder svarer Sarah Rathje, at hun som sådan ikke har forbilleder, men at der er noget i popkunstneren Warhols mindset, som hun godt kan uddrage noget fra. 
– Warhol, han kigger ind på mennesker og på tiden, og det føler jeg mig hjemme i. Men mit eget blik er mere indirekte. Jeg skaber ikke portrætter. Det interesserer mig ikke. Ikke endnu, i hvert fald, raisonnerer Rathje.
– Fotograferne Lee Miller og Vivian Maier, der virkede omkring 1900-tallet, er jeg ret begejstret for.
– Forfatteren Helle Helle finder jeg interessant, her er der ro på, i gentagelsen blandt andet. Også Virginia Woolf, for hendes tekst bliver til et værk i sig selv. Og Merete Lindstrøms bog Dage i stilhedens historie er virkelig værd at beskæftige sig med, fortæller Sarah Rathje. 
– Jeg så en udstilling med kunstneren Lasse Krog Møller i Aarhus Kunsthal. Han opsamler indkøbssedler og cigaretskod og tyggegummi etc., men jeg fornemmer, at der her er noget andet på spil, idet han katalogiserer tingene, gør dem museale ved blandt andet at notere findested. Det gør jeg ikke, selvom jeg holder meget af opskrifter på flere niveauer. Det metodiske. Heri er der også en ro, og en tryghed. 

Sarah Rathjes afgangsværk 2014 - Med evigheden for øje, fotos

Sarah Rathjes afgangsværk 2014 – Med evigheden for øje, fotos

Et stykke med selvrespekt
Sarah Rathje er uddannet laborant og har arbejdet på Forsøgsstationen Risø. Hun har læst Kunsthistorie og Filosofi på Københavns Universitet, og er kandidat fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2014.

Rathje debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 2007 på Den Frie i København. Hun har medvirket på DCK 08, Odense, udstillet hos HANS ALF Gallery i København, 2009. Udstillet på Galleri Slugen, Esbjerg, Galleri Wolfsen, Aalborg, samt Anstrøg – Unge kunstnere på spring i Galleri Christina Wilson, København, 2010, samt på udstillingsstedet Q i Det Kongelige Danske Kunstakademi sammen med Ana Pavlovic, 2012. Hun udstillede på Fotografisk Center, København, 2013 og på Afgang 2014 på Charlottenborg.

– Oprindeligt uddannede jeg mig som laborant, men, jeg valgte at stoppe, og gav mig selv fem år til at gå 100 pct. ind i kunsten, som var det, jeg virkelig ville. Så blev jeg først elev på Kunstskolen Spektrum København.
Sideløbende med studierne og derefter har jeg arbejdet godt ti år for Irma – forretningskæden.
– Nu er det atter tid til at fokusere på kunsten. Og, jeg tør godt sætte mig ned og være i det. Tør godt sidde, og være stille. 

De 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt fortjener at komme på museum.

Sarah Rathje - en af fem af 600 - el af et museumsværk

Sarah Rathje – den post-it – en af fem af 600 – måske en del af et museumsværk? 

– Spændende bliver det at se, hvem, der bider på! Arken? Trapholt? Kunstneren nævner selv Øregaard, og jeg tænker på Rønnebæksholm, men de to sidstnævnte har så vidt vides ikke egne samlinger af samtidskunst.
– Det er der heldigvis andre, der har.

Fakta: Sarah Rathje, født 1978. Medlem af BKF. Bor og arbejder i København. 

Kunstneren er aktuel på gruppeudstillingen Tell a Friend i Bredgade Kunsthandel, København – sammen med Eva Toft, Louise Hedegaard Madsen, Camille Yvert, Søren Hüttel, Morten Hemmingsen Sørup, Jonas Hvid Søndergaard og Frodo Mikkelsen – Frem til 23. juni 2018. 

Sarah Rathje - Hjemfalden, fotobog

Sarah Rathje – Hjemfalden, fotobog 

Crowdfunding til bronzeudstilling i Fortunfortet

Billedhugger Stine Ring Hansen planlægger en stor udstilling i Fortunfortet til sommer - Foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen planlægger en stor udstilling i Fortunfortet til sommer – Foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen fra Raadvad Bronzeværksted planlægger en stor 25 års jubilæumsudstilling af tidligere værker samt nye bronzeskulpturer, der skal finde sted i den underjordiske fæstning FORTUNFORTET ved Kgs. Lyngby fra 18. august til 9. september. 

Netop nu søges der midler hjem fra fonde og sponsorer, og de første midler er heldigvis bevilget, bl.a. fra Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturfond og fra Fog Fonden i Lyngby. 

Fundraisingen er godt i gang, nu også med en åben crowdfunding på Booomerang.dk, hvor håbet er at engagere virksomheder, kunder og venner som medsponsorer. 

Udstillingen, som bliver til i samarbejde med Fortunfortets Venner, kommer til at bestå af såvel nye, stedsspecifikke værker, skabt med inspiration fra Fortunfortets rum, samt skulpturer fra billedhuggerens vidtspændende virke. Skulpturer fra billedhugger Stine Ring Hansens hånd passeres dagligt af mange mennesker landet over. Fra Rødbyhavn til Skagen, fra Svendborg til Ballerup, i Taastrup og i Herlev m.fl. kan man finde eksempler på hendes værker, skabt på Raadvad Bronzeværksted.

I gang på Raadvad Bronzeværksted - billedhugger Stine Ring Hansen

I gang på Raadvad Bronzeværksted – billedhugger Stine Ring Hansen

– Jeg har fået en unik chance for at lave en større udstilling, som jeg virkelig glæder mig til at præsentere, udtaler Stine Ring Hansen om projektet. Fortunfortet har med sit forfald, en råhed og skønhed, der vil indhylle skulpturerne i en særlig stemning. At bringe en kunstnerisk oplevelse sammen med en historisk oplevelse kan give gæsterne en ekstra dimension i oplevelsen. 

– At formidle sanselige oplevelser til både voksne og børn ligger mig meget på sinde.
– Børn hungrer efter at udtrykke sig kropsligt og formmæssigt. Derfor bliver der på udstillingen også værkstedsaktivitet og workshops, hvor de de besøgende får mulighed for at skabe deres egen skulptur i ler, voks, m.m.
– Vi inviterer også skoleklasser til at kigge forbi.
– Her er masser af inspiration til både billedkunst, matematik, dansk og historie, siger Stine Ring Hansen.

Stine Ring Hansen på research i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby

Stine Ring Hansen på research i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby

På udstillingen kan man se film og fotos om arbejdsprocessen som bronzestøber og billedhugger, samt eksempler på udsmykninger og prisværker, som den fornemme ”H. C. Andersens Litteraturpris” Svanen, der er givet til J. K. Rowling, Isabel Allende, Salman Rushdie med flere.

Kunstneren har nyligt udført en buste af journalist og forfatter Lise Nørgaard til Portrætsamlingen i Frederiksborg Slots Nationalhistoriske Museum, samt en buste af industrimanden Haldor Topsøe, der er opstillet ude i virksomhedens internationale afdelinger.

Udstillingen, der tegner til at blive en fin sommerbegivenhed, tilrettelægges for et bredt publikum. For kunstinteresserede, for militærhistorisk interesserede, for børn og voksne.

– Den sker som en markering af kunstnerens 25 års jubilæum, og finder sted i forlængelse af, at Stine Ring Hansen den 4. august kan fejre 50 års fødselsdag.

Sponsorer inviteres via crowdfunding
Udstillingen finansieres bl.a. ved en netværksindsamling – en såkaldt crowdfunding – ligesom kunstneren søger støtte hos en række lokale virksomheder og nationale fonde, hvoraf nogle allerede har bevilget de første summer til virkeliggørelse af udstillingen. 
Stine Ring Hansen sætter en række fine incitamenter på højkant til gengæld – bl.a. er der Bronze Brunch for to på Raadvad Kro, undervisning i bronzestøbning for interesserede, mulighed for at bestille eksemplarer af kunstnerens jubilæumsskulptur – velegnet fx. til kunstforeninger, samlere, m.m. Læs mere om crowdfundingen her, og tjek ind på netværksnindsamlingen, hvor et bidrag til udstillingen modtages med en Hjerteligt TAK.

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Udstillingen åbner lørdag 18. august kl. 14
og varer frem til 9. september. 

Åbent hverdage kl. 16-20, lø –sø kl. 12-18, (ma lukket) – samt efter aftale.
På udstillingen vil man møde kunstneren selv samt frivillige fra Fortunfortets Venner.

FORTUNFORTET – v/Hjortekærvej / Dyrehavegårdsvej / Fortunfortvej 16 – 2800 Kgs. Lyngby

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Komkunst.dk samarbejder med billedhugger Stine Ring Hansen, og bistår med fundraising, pr og kommunikation.

Kunst, ældgammel champagne og det digitale publikums gunst

The winner is Tibor Dieters with Untitled 1 Patricide, 2018

Tibor Dieters – Untitled 1 Patricide

Martin Asbæk Gallery har netop præsenteret vinderne af instagram konkurrencen #RuinartStudios og åbnet udstillingen ”A Celebration of Life through Light – censureret af en dansk fagjury og lanceret i samarbejde med Champagnehuset Ruinart og Kunstcentret CCA Andratx.

Publikumsprisen med de fleste likes på Instagram gik til portrætmaler Rasmus Aagaard, som havde uploaded en rødkridtstegning, der viser et portræt af en af eleverne på TegneskoleKBH.

Sammen med 300-400 andre håbefulde kunstnere fra ind- og udland havde han grebet muligheden for at komme gennem nåleøjet til en censureret udstilling i Martin Asbæk Gallery, hvor vinderen af konkurrencen præmieres med et tre-ugers arbejdsophold på Mallorca i kunstcentret CCA Andratx, drevet af tidl. gallerist, direktør Patricia Asbæk.

Vinderen af den censurerede udvælgelsesproces blev dog den hollandske kunststuderende Tibor Dieters, der havde sendt papæsker med pinholes og et optisk materiale på tur med PostNord, og deri fået kortlagt spor af lysindfald, som æskerne fik af håndtering og opbevaringssteder undervejs. 

Ruinart Champagne og et arbejdsophold på Mallorca var præmierne

Ruinart Champagne og et arbejdsophold på Mallorca var præmierne

Fagjuryen – bestående af gallerist og direktør for CCA Andratx Patricia Asbæk, kunstner Erik A. Frandsen, kunstkritiker og kunsthistoriker Bente Scavenius, direktør for Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber, Christian Mortensen, brand manager for Ruinart, samt gallerist Martin Asbæk – havde ellers haft ganske svært ved at skære ned og indstille de øvrige 8 vindere. 

Feltet af indsendte værker spændte, takket være den digitale platform på Instagram, fra det dybt professionelle til det entusiastiske amatørarbejde, fortalte kunstkritiker Bente Scavenius ved præsentationen.

Liv gennem lys
Vinderfeltet, som nu hver får vist et antal værker i Martin Asbæk Gallery udgøres af Jacob Juhl med værket #Tilblivelsen, som består af i alt 29 dobbeltsidigt uv-printede plader med fotos af diffuse naturfænomener, hvor lyriske tekster eksponeres i billedrummet. 

Anneline Schjødt Pedersen deltager med sit grafiske værk NEO, en stregætset bevægelses- og blindtegning raderet i mørke/blinde under fremvisning af science-fiction filmen ‘The Matrix’. Hver enkelt streg i raderingen relaterer direkte til et af filmens skærende lysstrejf, til en flydende eller opbremset bevægelse eller til et af de lysende computerspor med krypteringskoder, som bombarderer beskueren. I den vellykkede ophængning er der blevet plads til yderligere fire af grafikerens delikate tryk, Landskabselement, Tankens Himmelhvælv, Nimbus VII og En Liden Stund.

En Liden Stund (nærmest)  grafik af Anneline Schjødt Pedersen, 2018

En Liden Stund (nærmest) grafik af Anneline Schjødt Pedersen, 2018

Linnea Frandsen deltager med et organisk fotoværk, Regitze Engelsborg Karlsen med skulptur af kalk og grus på lærred i menneskelignende storformater, Jesus Herrera Martiniz med en installation af malede kakler på en hylde i en eksperimentel opstilling.
Mathilde Duus’ Envejsspejl, hvor fjerblade er brændt på glas, samt glasætsningerne Man må risikere at gå lidt i stykker og Ny begyndelse, er monteret som gadespejle. Glaskunstneren Maria Koshenkova viser værket Follow Me, sammenslyngede reb i krystalglas, og Julie Falk deltager med installationen Parabola, hvor 12 bronzeparaboler fanger lyset.

… Og champagne til
For Champagnehuset Ruinart og Ruinart Studios er det ikke første gang, der samarbejdes med kunstnere, men det er første gang begivenheden finder sted i Danmark. Huset i Reims, der er et af de ældste champagnehuse i verden, lægger vægt på såvel tradition som fornyelse, og finder stor fornøjelse af samarbejdet med kunstscenen.

De skønneste bobler, skænket af gamle flasker i nye glas fulgte afsløringen af de to vindere. 

Martin Asbæk Gallery ved præsentation af vinderne

Martin Asbæk Gallery ved præsentation

Lyset spillede i jubelen fra publikum og i øjnene hos de, der her ad de digitale mediers veje får den livsnødvendige opmærksomhed i galleriverdenen og den eftertragtede gunst fra publikum.

Martin Asbæk Gallery
Bredgade 23, København K
Frem til 16. juni 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 

 

 

Rasmus Aagaard - Portrait of a Isak, 2018

Rasmus Aagaard – Portrait of a Isak, 2018 – Publikumsprisen

 

Dødsens grønne tapeter

June Jin Engelharth - Newton, Koch, Goethe - "... and deadly decor" 2018

June Jin Engelharth – Newton, Koch, Goethe – “… and deadly decor” 2018

GRØN er en svær farve, som jeg virkelig skulle arbejde meget med, for at få den ind i mit maleri, fortæller den dansk-koreanske malerinde June Jin Engelharth, som for nylig har åbnet soloudstillingen ”… & deadly decor” i Gallery Hjorth i Horsens

At GRØN er vanskelig, det udsagn har jeg hørt andre kunstnere sige, bl.a. maleren Peter Martensen, som også har taget sin tørn med den grønne. Hvorfor det ER sådan, det sendte June Jin Engelharth på et sandt stykke feltarbejde, og på den baggrund præsenterer kunstneren nu en serie helt nye værker på soloudstillingen ”…& deadly decor” i Grønnegade i Horsens.

– Jeg startede med at Google GRØNT, og blev hurtigt ført ind i farvens grusomme og dystre historie, fortæller June Jin Engelharth, som er født i 1977, har en treårig uddannelse i Billedkunst & Formgivning, og er bosat i København. Kunstneren trækker desuden på 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Og så har hun en god række af udstillinger på cv’et – solo og gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth har præsenteret June Jin Engelharth på flere internationale kunstmesser. 

June Jin Engelharth ... & the whistle

June Jin Engelharth … & the whistle

Giftiggrønt
– For et moderne menneske er det svært at forestille sig, at en grøn farve skulle være decideret farlig at få på væggene. Men harmløst var det ikke i 17-1800 tallet, hvor der gik mode i det grønne. Hvidt arsenik pulver blev nemlig efter 1775 anvendt i fremstillingen af grøn farve – til brug i bl.a. sæbe, stearinlys, tekstiler, legetøj, fødevarer, papir og tapeter, fortæller June Jin Engelharth.
I 1875 blev det muligt at fremstille tapeter maskinelt og dermed gjort tilgængelig for det victoriansk inspirerede borgerskab, hvis stuer i stor stil blev dekoreret med stormønstrede, arsenikholdige grønne tapeter. Tapeterne kunne indeholde op til 1g arsenik pr. m2, nok til at slå hundredvis af mennesker ihjel, når beboerne kom i kontakt dermed og det førte til forgiftninger og stigende tilfælde af spædbørnsdød, beretter kunstneren, som også tidligere har sat fokus på moralske dilemmaer i sin kunst.

De ansvarlige
– Jeg fandt, sammen med farvens historie, et helt persongalleri af involverede, både forskere og producenter, og dertil whistleblowers, som gjorde opmærksom på risikoen. Og samtidigt med, at jeg undersøgte farvehistorien, kom jeg til at stå overfor et andet persongalleri, som fangede min opmærksomhed ved et besøg på Horsens Statsskole, hvortil jeg har en bestillingsopgave, fortæller kunstneren.
– Jeg fik her en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på. Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin.
– Så jeg er dykket ned i materien, og har håndplukket en stribe nøglepersoner, der er kommet med på mine nye billeder. En af dem var whistlebloweren Gmelin, en anden Andrew Taylor, som efter en forgiftning fra noget grønt, arsenikholdigt indpakningspapir, opfordrede til, at der blev stemplet et dødningehoved og korslagte knogler til skræk og advarsel. Det symbol kan derfor ses i billedernes baggrund, sammen med kemiske formler i stedet for nydelige blomstermønstre. 

June Jin Engelharth ... & arsen

June Jin Engelharth … & arsen

Forskydningens filter
June Jin Engelharth monterer sine oliemalerier med grønt plexiglas, som skaber forskydninger i gengivelsen. De underliggende motiver korresponderer med bemalingen udenpå plexiglasset, og baggrundenes farvetoner og farvetemperaturer forandrer sig med dagens gang – fra det klare morgenlys til aftenens mosesorte grund. Lysets farveskift og lysets brydning betyder en stadig forvandling i motiverne.
– Det hårdføre, spejlblanke plexiglas reflekterer også selve rummet, det hænger i. Det er koldt, men i kombination med håndens arbejde og de fodspor af passion, lidelser og kampe penslen og malerkniven efterlader, ændrer det karakter. Det skaber et møde mellem fortid og nutid, industri, ånd, design og kunst, har kunstneren tidligere sagt. Med den flermediale tilgang tager June Jin selve maleriet som medium ind i en ny tidslig dimension.

– Der har været tid til at filosofere over de udvalgte personers handlemåde og motiver under kompositionernes tilblivelse. Goethe med farvelæren, Newton med lysets brydning og farvespekteret, og Robert Koch med bakteriologien. Den dødsens giftige, og vanskeligt sporbare arsen, som kendes tilbage fra Antikkens grækere, er gentolket i tre kraniemotiver med giftig gulgrønne lag i baggrunden.
– Sattler, en tysk producent af farver og tapeter, er også blandt de portrætterede. Han fortsatte med at bruge arsenik, trods Gmelins advarsler. 

June Jin Engelharth ...& Paris Green

June Jin Engelharth …& Paris Green

Resultatet af konkurrencemenneskenes forretningsambitioner er forblevet de samme. I dag er producenterne ikke meget bedre. Der hældes stadigt phthalater i legetøj.
– Gad vide, om man selv ville turde stoppe et løbsk lokomotiv? Hvem kan man egentlig stole på? spørger kunstneren.

Frem til 27. juni 2018
Udstillingen ”…& deadly decor” hos Gallery Hjorth
Grønnegade 25, 8700 Horsens

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk – maj 2018

Hvem er Danmarks bedste portrætmaler?

Rasmus Aagaard portrætterer Ghita Nørby

Rasmus Aagaard portrætterer Ghita Nørby på DR1

For mig er Danmarks bedste portrætmaler både professionel, talentfuld, ekspressiv og malerisk, sagde dommer Bente Scavenius ved afgørelsen på DR1

Og det er han, 30-årige Rasmus Aagaard, som vandt portræt konkurrencen på DR1 her i foråret. Kunstavisens udsendte mødte Rasmus Aagaard på Glyptoteket, hvor vinderportrættet af Ghita Nørby kan ses frem til 26. maj. Vi fik en snak om det malede portræt, talent og klassisk dannelse.

Rasmus Aagaard kan godt lide at male og tegne efter levende model. Mange af konkurrenterne på DR brugte i udpræget grad at fotografere deres model, og arbejde fokuseret ud fra materialet på deres tablet. Rasmus Aagaard stod derimod og arbejdede direkte, energisk og frit i kraftfulde strøg på lærredet. 

– I maleprocessen foran den levende model skal man nødvendigvis træffe nogle valg om det vigtige og mindre vigtige, forklarer han, og heri ligger kunstnerens bevægelse. At arbejde efter et foto er som sådan ikke snyd, det bliver bare mindre interessant, mener Rasmus Aagaard, der åbenlyst udgår fra en mere klassisk metode.
– Fotorealisme tenderer for mig i retning af dårligt håndværk, siger Rasmus Aagaard, og det risikerer at være bare håndværk, når det tredimensionelle på forhånd er gjort todimensionelt, og dermed til noget der ikke kræver at blive fortolket, men kan kopieres 1:1. Fraværet af et kunstnerisk udtryk er et symptom på manglende kunnen. Man skal kunne se kunstnerens arbejde med billedet, udtaler Rasmus Aagaard. 

Rasmus Aagaard - Selvportræt, 2017 for DR1

Rasmus Aagaard – Selvportræt, 2017 for DR1

Dansen med billedet
På Østerbro i København har han dannet sin egen skole, TegneskoleKBH. Her opdyrker han talent. Begrebet talent stammer fra Bibelen, hvor det er en møntfod.
– Talent svarer til en arbejders årsløn, det er altså noget, som kræver tid.
– Teknik er bare et middel, og man kan se, når eleverne får styr på det, fortæller Aagaard.
– Jeg lærer mine elever at konstruere det, de ser, i stedet for at kopiere. Har de en mørk opstilling foran sig, så er de ikke derfor tvunget til at tegne mørket. Sådan er det ikke. Man tager det, man har brug for til sit billede, fastslår han.
– Motivet ser jeg som en inspiration, lige som når man danser til musik. Dansen tager udgangspunkt i musikken, og må nødvendigvis forholde sig til den, men ikke for at kopiere den. Det er umuligt. Man kan tage nogle rytmer fra motivet med ind i sine streger, og arbejde med kompositionen. Klassisk kunst har meget mere tilfælles med musik og dans, end f.eks. med fotografi.

– I maleriet er lærredet som et optageapparat, som fastfryser en tidslig handling. Video og scenekunst opfattes pr. tradition som tidslige kunstarter i modsætning til malerkunsten, men tiden er også en faktor i maleriet. Jeg ser det malede portræt som en sammenpresning af tid, hvor der kommer forskellige facetter til syne. Også ubeviste og underbevidste, forklarer Aagaard. 

Ghita Nørby - portræt malet af Rasmus Aagaard på DR1

Ghita Nørby – portræt malet af Rasmus Aagaard på DR1

Det må siges at være lykkedes i billedet af Ghita Nørby. Ved kåringen af vinderen udtrykte galleristen og dommeren Jesper Elg følgende begrundelse: – Vi har valgt en meget talentfuld kunstner, som har leveret et meget intenst og ekspressivt portræt, der giver den portrætterede den styrke, hun fortjener. 

Optakten
I Guldalderen fjerner man penselstrøgene, men dem står man ved i Impressionismen, som jeg finder betydeligt mere inspirerende, som kunstner. Interessen for at tegne og male fik Rasmus Aagaard først gennem nogle kurser på Københavns Kommunes Ungdomsskole, hvor underviseren Iben Aagaard, som han deler efternavn, men ikke slægtskab med, præsenterede en lang række muligheder. Hun udfordrede talentet f.eks. med hurtige skitser, som også genererer en kropslig bevidsthed. Rasmus Aagaard, der har en bachelorgrad i Filosofi, er kunstnerisk uddannet fra The Drawing Akademy i Viborg, og har bl.a. studeret figurmaleri i Sct. Petersborg.
– Her lærte jeg virkelig at bruge lang tid på et billede. I klassen stod vi om formiddagen og tegnede, og så malede vi om eftermiddagen. Den slags klassisk grundighed savner jeg virkelig herhjemme, og derfor har jeg oprettet TegneskoleKBH, fortæller Aagaard. 

Rasmus Aagaard på Glyptoteket i Kbh, 2018

Rasmus Aagaard på Glyptoteket i Kbh, 2018

Udfoldelse
Blandt sine forbilleder nævner han kunstneren Søren Behncke, også kendt som Papfar, og begrunder, at Behncke er en dygtig håndværker, som fortolker vilde ideer i forskellige stilarter, både når han arbejder med pap og ligeledes i malerier på lærred.
-Tyskeren Ruprecht Von Kaufmann er også vild og sej med sine figurative, halvt skulpturelle værker. Her er også en solid teknik bag, og så kan man gøre hvad man vil, siger Rasmus Aagaard.  
– Danmarks bedste portrætmaler har været i stand til at tage hele vejen fra antikken, at lande her på Glyptoteket, få Ægget i spil med Danmarks største karakterskuespiller og få det helt frem i hovedet på os, så vi lander lige præcis i nutiden og får et suverænt, helstøbt maleri og portræt, sagde udsendelsens tredje dommer i sin begrundelse for at tildele Aagaard vindertitlen. Han har en suveræn, elegant malemåde, som i den grad rydder bordet, mente Simone Aaberg Kern. Det bliver interessant at følge ham videre frem.
www.rasmusaagaard.com. 

Rasmus Aagaard med portrættet af Ghita Nørby på Glyptoteket, 2018

Rasmus Aagaard med portrættet af Ghita Nørby på Glyptoteket, 2018

Fakta:
Vinderportrættet af Rasmus Aagaard kan ses på Glyptoteket,
frem til 26. maj 2018.

Fra 26. maj – 10. juni 2018 kan værker fra konkurrencen opleves i Langes Magasin i Frederikssund, hvor konkurrencedeltager og kunstner Xenia Michaelsen har inviteret Amanda Schwarz-Nielsen, Cecilie Lund-Rasmussen, Anne Elisabeth Sanddal Koldsø, Tine Møller, Jørgen Bitsch, Helle Flindt-Rasmussen og Rasmus Aagaard til at udstille deres værker. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen no 04/2018

Kunstens dialogiske trampolindans

Nana Bastrup - Die Aufrüstung, 140x180 cm 2018

Nana Bastrup – Die Aufrüstung, 140×180 cm 2018

Nana R. H. Bastrup omplanter udstillingen Art, Love & War fra Jylland til Sjælland og udstiller sine markante sejldugsværker i det kunstnerdrevne galleri Kunstmix på Østerbro i København

Billedkunstner Nana Rosenørn Holland Bastrup har hentet en stribe værker hjem til København fra Art, Love & War-udstillingen, som i årets første måneder fandt sted hos Galleri NB i Viborg, og hun har glædet sig til at præsentere de imponerende sejldugsværker for endnu et publikum.

Nana Bastrup bruger løs af kunsthistorien, udfolder kunstscenens mangefacetterede spændingsfelter, og sætter sit liv som kunstner i spil i motivrækken, der fra 12. april til 25. maj eksponeres under eget dørskilt i udstillingsstedet Kunstmix på Østerbro.

Stedet driver hun sammen med sin kunstnerkollega og partner Matvey Slavin, med hvem hun siden studietiden har udført en række kunstneriske aktioner under navnet Duo Enfants Terribles i både Danmark og Tyskland. Begge er uddannede på Hochschule für bildende Künste i Hamburg, og har i syv år boet og arbejdet i Tyskland med enkelte afstikkere. På det seneste har de søgt nye vinde og har drejet kursen mod de nordiske himmelstrøg. Velgørende er det, for os, der bor her. Kaster du en snøre ud i samtalen med Bastrup og Slavin, så kan du være sikker på gevinst. Mod og generøsitet er et gennemgående tema som tilbydes den, der standser op og tager del. 

Nana Bastrup - DER KÜNSTLER UND SEINE MUSE 90x120 cm2018

Nana Bastrup – DER KÜNSTLER UND SEINE MUSE 90×120 cm2018

Dialogiske motiver som (kunst)livet selv

Kaster du et blik – eller flere – på Nana Bastrups kunst, så flyder du fluks med ind i en kalejdoskopisk verden af fortællinger og flermedialitet, af performance og perspektiv, af billeder med bid, som hager sig fast i kunst- og samtidshistorien med næb og kulør.
Det bliver vedkommende, pirrende at undersøge, hvad det er, der foregår i de eksplosive kompositioner, hvor kunstneren skaber forbindelser til den konkrete nutid ved eksplicit at lade sig selv indgå i værkerne. Kunstneren bygger i hvert værk videre på underliggende, ældre værker, der således bliver en substantiel og bærbar bagage.

Fotos af forudgående referencer, dels til kunstnerens egne værker og dels til kunsthistoriens ikoniske symboler, printes og pyntes med bemaling på store duge, som opspændes som trampolinpresenninger, der er gennembrudt med ringe til snor og træk langs kantmarginen. Billederne viser os livet som kunstner gennem fortolkninger af ideer og stereotyper, vi kender, f.eks. myten om kunstneren og hans muse. Men det bliver ikke ved Absinthflasken og modellen med den livgivende fantasi, som Bastrup har for hånden. Leg og alvor mødes, og fortid og nutid mødes, så ny musik opstår på de spændstige trampolinduge. 

Nana Rosenørn Holland Bastrup - MEIN KLEINER GRÜNER KAKTUS, DER STICHT, STICHT, STICHT | 180 x 140 cm

Nana Rosenørn Holland Bastrup – MEIN KLEINER GRÜNER KAKTUS, DER STICHT, STICHT, STICHT | 180 x 140 cm

International ballast
Nana Rosenørn Holland Bastrup, født 1987, har søgt den kunstneriske vej via Holbæk Kunsthøjskole, Krabbesholm Højskole og Kunstskolen Spektrum. Er uddannet på kunstakademier i Tyskland og Østrig 2010-2015, debuterede på KP Kunstnernes Påskeudstilling 2010-2011 og på KP Spring 2012. Har deltaget på KS – Kunstnernes Sommerudstilling, Janusbygningen Tistrup, på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie, København, og har udstillet på gallerier i ind- og udland. Med duoen Enfants Terribles har Bastrup og Slavin skabt markante aktioner og performances, dels i Hamborg, dels i Cuxhaven og Berlin. Særligt i samarbejdet er kunstnerparrets Laufbilder, hvor de konkrete værker skabes af begge kunstnere. Dem kommer vi helt sikkert tilbage til.

Udstillingen Art, Love & War
Kunstmix, Odensegade 26B
2100 København Ø
12. april – 25. maj