Som livets frontsoldat må enhver tage sine egne kampe, siger billedkunstner Külli Suitso 

Külli Suitso – Hjelm fyldt med Æbler, 120×130 cm, feb 2015

Billedkunstner Külli Suitso kommer ud i kulden og tager godt imod ved hjemmet på Nordfyn. Længe har jeg ønsket at høre Külli Suitso fortælle om den billedserie med militærhjelme, som har optaget hendes pensler de seneste tre års tid. Værkerne er kontrastfyldte, provokerende, overraskende, poetiske, og teknisk såvel som kompositorisk stærke præstationer. Et udsnit af dem har været vist på gallerier herhjemme. Serien er nu nået op på hele 37 malerier, kortfilm og flere installationer, og her til sommer er der soloudstilling i Tartu Kunsthalle i kunstnerens fødeby i Estland.

Fisk og fugle
Indenfor i køkkenet fortæller Külli Suitso, at hun som barn drømte om at blive biolog og at have med dyrenes liv at gøre. Bedsteforældrene boede i de mørke skove, og fantastiske naturscenerier lejrede sig som skønhed i sindet. Derfor ville hun være god til at tegne, og som 10-årig kom hun ind på en tegneskole, hvor hun kunne gå tre eftermiddage om ugen og lære tegning, maleri, komposition, kunsthistorie og skulptur. Efter fem år her og kreative linjefag på gymnasiet faldt valget på Kunstakademiet i Tartu, hvor hun i 1998 fik sin kunstpædagogiske uddannelse. Nogle år med undervisning og udstillinger fulgte, indtil Külli Suitso traf sin danske mand og familien i 2004 slog sig ned i nærheden af hans arbejdsplads på Fyn. En tid boede kunstneren, i hvert fald mentalt, fortsat i en flyttekasse. Papkasser kom til at danne baggrund for en serie billeder, indtil der en dag kom uniformerede folk til syne på lærredet.

Hellmet Between Peace and War – ArtBook cover – Külli Suitso, paintings, 2017.

Tyl og trusler
Hjelmen er et stærkt symbol. Hjelmen fascinerer. Den både tiltrækker og frastøder. Som en del af den militære uniformering er hjelmen på én gang med til at give soldaten rang, status, styrke og beskyttelse. Samtidig gør den soldaten anonym og skjuler mennesket som et individuelt væsen med drømme, planer, tanker og behov.
Hjelmene ramte for alvor lærredet hos Külli Suitso, da de russiske militære styrker rullede ind og annekterede Krimhalvøen i marts 2014. Begivenheden gav anledning til ekkoer af bekymring. Külli Suitso var gymnasieelev, da Estland blev frit og selvstændigt i starten af 1990’erne.
Men i stedet for at anspore til en form for propagandistisk reportagekunst, så blev der hos kunstneren vakt andre inspirationer, ressourcer og modstandskraft til live. Blandt andet den sorte, surrealistiske humor, som er mere velegnet til at få folk til at stoppe op og stille spørgsmålstegn. Motivet med et kranie, liggende i en hjelm med en sut i munden, er et eksempel.

Külli Suitso – Hjelm og det ægte kranie, olie på lærred (60×80 cm), 2016

– Propaganda bliver gennemskuet, siger Külli Suitso, for vi mennesker er heldigvis lidt krøllede, smiler hun.
I sin visuelle bagage har kunstneren tv-billeder af yndige russiske piger med lange fletninger, sløjfet op i kunstfærdige frisurer, som vandrer side om side med militære paradesoldater. Den erindring blev til motivet Sovjet Girl, hvor militærhjelmen har fået store tylssløjfer ved ørerne. I maleriet Dance Macabre – og ligeså i den senere installation med en kreds af hjelme, er der en åbning for håbet imellem hjelmenes bånd. I endnu flere motiver er det hverdagen, som får vendt hjelmene på hovedet, så de bliver fyldt med æbler, eller brugt til at bage brød i. Sidstnævnte er blevet til en happening, illustreret på kortfilm, med en poetisk fortælling om livets cyklus. Sådan har den ene motivmæssige opstilling med hjelm givet inspiration til den næste.

Paraden på loftet
Vi går over gårdspladsen til stalden, som danner ramme om Külli Suitso’s galleri, atelier og undervisningslokaler. På atelierloftet åbner kunstneren nogle papkasser fyldt af militærhjelme, som ved første øjekast ser helt fredelige ud. Hun pakker dem ud, og vi lægger dem op på række og geled.
– Jeg troede, at jeg var færdig med hjelme, fortæller Külli Suitso, da galleristen fra Galleri 5000 i Odense ringede og spurgte, om han måtte komme forbi med noget til mig. Han medbragte de her 17 hjelme, som nu har fået hver sit motiv, kreeret ved hjælp af reklamefolie og et udvalg af motiver. Denne her med Mariehønen er en af mine ynglinge, fortæller Külli Suitso. Motiverne leger med det kitchede, de balancerer på kanten af det banale. Det er kontrasterne, der får dem til at holde, til at fungere.

Külli Suitso – WAR IS OVER. HELMET WITH ROTTEN APPLES, oil on canvas 120×150 cm, 2016

– I processen med hjelmene har jeg gang på gang oplevet, at malerierne – med et citat fra min gamle læremester i Tartu, Boris Lukats – at malerierne er klogere end maleren. Jordbærrene og de grønne bær her, hvis de blev præsenteret i en almindelig skål, så kunne de ikke sige ret meget. Men i hjelmene, der får de en stemme. Realismen er ikke alt for udpenslet. Der skal være noget for beskueren at arbejde med.
– Kunsten kommer ikke fra et elfenbenstårn. Den kommer af den tid, man er rundet af. Man lever i tiden, og bliver berørt og influeret, og man influerer også selv på sin samtid, på sin egen måde, understreger Külli Suitso.

Udenfor i haven går der en fasan og finder korn fra musvitternes foderbræt. Fasanen er i kinesisk og japansk symbolik et tegn på lys, velstand og beskyttelse. Godt at den bor på Fyn.

FAKTA om Külli Suitso:  
Külli Suitso (f. 1974) Maleri, grafik, kortfilm
Uddannet fra Kunstakademiet i Tartu 1998
Underviser på Aarhus Kunstakademi
Medlem af BKF.
Separat- og gruppeudstillinger i Estland, Letland,
Finland, Sverige, Rusland, Østrig, Mexico og DK
Charlottenborg Forårsudstilling 2005, 2012
KE 2005, 2009, 2010; DCK#2007;
Kunstnernes Sommerudstilling 2010.
Viborg Int. Billboard Painting Festival 2012
2017: Separatudstilling i Tartu, Estland.

Citat fra poesibogen:
Den, som kun tager spøg for spøg, og alvor kun alvorligt – han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
– Piet Hein.

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk
Samtalen er bragt i Kunstavisen 05/maj/juni 2017

Karen Maagaard – En visionær livskunstner i den argentinske hovedstad

Her er beretningen om vejen til en livsform, som giver mening og autencitet i tilværelsen for Karen Maagaard, en passioneret brodøse og livskunstner. En vej, som mangen en kunstnersjæl har vandret før hende i modgang og medgang. For Karen Maagaard, født 1977, opvokset i Nordjylland, er kreativitet, mindfulness, broderi og tango blevet den cocktail, den energikilde, som livsgnisten næres af. Karen Maagaard deler og videregiver i dag disse fire elementer i såvel praktisk, forretningsmæssig som sanselig og æstetisk form. Karen Maagaard underviser i broderi, arbejder som reikihealer, og er i gang med en karriere som tekstilkunstner.

Livet er én lang uddannelse
Kreativiteten har Karen Maagaard udviklet gennem en uddannelse fra Odense Håndarbejdsseminarium og et arbejdsliv indenfor tekstildesign hos blandt andre Noa Noa og Coop, og senest i et liv som selvstændig, hvor hun udfolder sine talenter i friere og mere meningsfyldte sammenhænge. I 2012 mødte Karen Maagaard tangoen, den argentinske tango, som blev afsæt for den livsbane, hun har valgt. Tangoen åbnede strømme af energier og muligheder, da Karen først begav sig gennem nogle danselektioner i det danske tangomiljø, og siden ved gentagne besøg i den argentinske hovedstad Buenos Aires, hvor byen bød på såvel fysiske, emotionelle, som visuelle og æstetiske oplevelser – med og uden tangoen som omdrejningspunkt. Broderiet fulgte med på sidelinjen. Det kommer vi tilbage til.

Silkeblomst – af Karen Maagaard

Tangoen stemmer sjælen
Den argentinske tango er på én gang rolig og sensuel, og fordrer samtidig et stærkt personligt ståsted og vilje til at samarbejde i dansen. Her er varme, musikalitet, nydelse og balance – og til tider afstand, afsky, ubalancer og bratte stop i energiflowet, når gulvet byder på en mindre god dans eller dansepartner. Tangoen er åben, demokratisk så vidt, at begge parter skal byde ind med deres respektive energi i dansen, men den er også krævende, fordi manden – eller den der fører, SKAL føre, og følgeren skal følge. Som kvinde skal man dels stå på egne ben, og dels være lydhør og føjelig og kreativ indenfor dansens forskellige sekvenser. Som mand og fører skal der leveres både nærvær, omsorg, teknik og forudseenhed på dansegulvet – det stof, som en ordentlig gentleman er gjort af. I og med, at musikken kan forføre, og der også er en stærk fysisk kontakt, så går tangoen i marv og ben på den, der giver sig hen til denne dans.

For en sjæl, der har vandret gennem ørkner, så er tangoen et bombardement af sansninger og indtryk. Den griber dig, og for Karen Maagaard blev dansen det første skridt på vejen til forandring. HER var nøglen til et andet liv, et nyt og autentisk og meget mere tilfredsstillende liv. Karen Maagaard prioriterede at lære at danse, og samtidig kunne hun se muligheder for at flere får del i netop det, som dans, tangokultur, musikalitet og kreativitet kan tilføre. Karen Maagaard fandt plads og sparring på Institut for Liv, Læring og Lidenskab i København, hvor hun sammen med instituttets højskoleinspirerede forstanderinde har udviklet en palet af forskellige undervisningstilbud. Her er det dels som inspirator og underviser, dels som networker, hun nu deler ud af sine erfaringer. I første omgang rummede valget en del modstand, fordi springet væk fra et traditionelt lønarbejde til livet som selvstændig iværksætter ikke har noget sikkerhedsnet eller lette løsninger. Det spring ER med livet som indsats – og som gevinst.

Mindfulness blev et middel til at stå stormene igennem. Fremfor ræs og rationaler, så har Karen Maagaard søgt at skabe ro og skønhed omkring sig selv og sine to børn. Jobsøgning og deltidsjobs fulgte, frem til satsningen som selvstændig. Selvom det i en periode var et liv på et sparsomt budget, så valgte Karen Maagaard fordybelsen, og at eksperimentere sig frem mod det livsindhold, der skulle vise sig at være hendes. I sjælden grad har Karen Maagaard forstået at networke og at uddanne sig selv indenfor marketing, sociale medier og at opsøge kontakter, som hun udveksler ideer og kompetencer med. Eksemplerne er mange, men bl.a. via hendes lydhørhed og gå-på-mod, så kom evnerne som reikihealer frem, og hertil filmfolk og fotografer, der kunne hjælpe med at formidle denne satsning. I dag har Karen Maagaard som uddannet reikihealer del i behandlerfællesskabet Alle Led og Kanter på Nørrebrogade i København.

Samtidig har hun åbnet sit hjem for en perlerække af argentinske tangoundervisere, som her får et frirum, når de besøger DK for at undervise. De to børn suger til sig af spanske og engelske gloser, af frisind og gentlemanship og af den alternative tidsforståelse, som slet og ret er en del af argentinske kultur og tidsregning. Det er slet ikke så dårligt, for ungerne udviser mere og mere mod og selvstændighed på deres vej. Det giver også humør i sommerhuset på weekenderne sammen med bedsteforældrene.

Broderi i hvidt og sort, inspireret af gitre i Recoleta, Buenos Aires – af Karen Maagaard

Fynske fund og argentinske cirkler
Materialet til en endnu mere Mindful livsstil fandt Karen Maagaard gemt i en stor papkasse i sit eget klædeskab. Her lå stakkevis af tekstilprøver, lærestykker i såvel maskinbroderi som håndbroderede billeder, sammen med silkestykkerne fra brudekjolen og garn- og stofprøver i alverdens farveskalaer. Hendes uddannelse fra Odense Håndarbejdsseminarium skulle nu atter komme brodøsen tilgode.
På en af rejserne til Buenos Aires havde Karen Maagaard vandret med sit kamera gennem en monumental katolsk kirkegård, og pludselig kom der motiver til broderi og tekstilkunstværker i søgeren. Udsmykningerne i de fint forarbejdede smedejernsgitre blev registreret på sort-hvide fotos, som fik lys og kontraster, former og strukturer til at stå tydeligt frem. Hjemme igen begyndte Karen Maagaard at arbejde med cirkelmotiver fra kirkegårdsgitrene, og fandt ideer til tekstile værker i fri form. Der er ikke tale om hverken sofapuder eller etuier til mobiltelefonen. Broderierne er blevet til billedkunst, til skulpturer og til stor tilfredsstillelse, hvor processen i sig selv er rejsen værd.

Klassisk kreativt Broderi er blevet det seneste ben i Karen Maagaards karrierevej som selvstændig iværksætter. Her tilbyder hun undervisning i basale broderiteknikker og i Mindful broderi, hvor stilhed er en del af programmet på hendes workshops. Det giver nemlig ro at arbejde langsomt med nål og tråd og kædesting. Kombineret med perler og franske knuder kan der komme de fineste resultater ud af en dags indsats og fordybelse i det kreative broderiunivers. Karen Maagaards tekstile kunstværker har foreløbig imponeret italienske designere og været vist i forbindelse med en butikssatsning i København, og det har givet Karen Maagaard mod på mere i kunstverdenen.

Kreativt klassisk broderi af Karen Maagaard

Karen Maagaard har været på endnu en undervisnings- og inspirationstur til Buenos Aires, og det skal blive interessant at følge nye værkers tilblivelse, og se formidlingen af de kunstfærdige teknikker.

Med Karen Maagaards sans for silkens skønhed, naturens righoldige former og kontrasterne fra tangonætterne i Buenos Aires vokser der sanselige udtryk frem.
Karen Maagaards eksempel og fortællinger bliver fulgt af mange, bl.a. via netværk Ladies First, Iværksætter København, og via blogs, nyhedsbreve og på sociale medier. Karen både følger og fører livstråden med mod og med mål. Skønheden vokser, når den deles.
Karen Maagaard fylder 40 år 30. maj 2017.

Oceaninspirations in silk by Karen Maagaard

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk // 29 64 92 21

Ditte Eilerskovs portræt af statsminister Helle Thorning-Schmidt til Folketingets Vandrehal, 2017

Titlen her refererer til det bachelorprojekt, jeg skrev om kunsten i Folkekirken, hvor jeg bl.a. diskuterede, om aktuelle kirkeudsmykninger udfyldte deres funktion i kirkerummet – eller kunsten overtog i kraft af en misforstået kunstnerisk frihed, og satte Folkekirken i kunstens tjeneste?

I tilfældet med portrættet her af Helle Thorning-Schmidt vil jeg stille det samme spørgsmål. Ditte Eilerskov har helt bevidst valgt at give portrættet af den første kvindelige statsminister en karakter, som et photoshoppet glansbillede, som et udtryk for tiden. Hun har valgt at give os et billede af en tænkt model, og ikke et billede af Helle Thorning-Schmidt.

Når portrættet påkalder sig så kradse kommentarer på kvaliteten, og vækker så livlig en debat for og imod, så er det måske udtryk for, at kunstnerens valg er mere hendes, end det er tidens og dermed udenfor beskuernes forståelse i netop denne specielle sammenhæng: Et portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til blivende præsentation i Vandrehallen på Christiansborg.

Kunstneren skal naturligvis have sin frihed – men skal hun også det for enhver pris, hvor-som-helst?
Nej, det mener jeg faktisk ikke. Eller, jo – friheden har kunstneren, naturligvis – som ytringsfriheden er den uantastelig. Men, så kan værket ikke nødvendigvis fungere hvor-som-helst. Ditte Eilerskov maler et bestilt portræt til en repræsentativ funktion på Christiansborg – og ikke et værk til en udstilling i en kunsthal.

Værket her kunne bedre fungere i Portrætsamlingen på f.eks. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, hvor præmisserne om at afspejle samtidskunsten i portrætkunsten ville være i tråd med kunstnerens intention. Og dog, for efter min bedste overbevisning, så bremser det clichéagitige for oplevelsen. Den intenderede glansbilledeffekt får desværre alt for megen karakter af en illustration til Familiejournalen, og så falder oplevelsen til jorden – i hvertfald for mig.

Sorry, Ditte Eilerskov, det er en ommer.
Jeg håber for Helle Thornings eftermæle som statsminister, at portrættet får en afløser.

Ved at se live-præsentation fra portrættets afsløring på Christiansborg og ved at høre både den portrætterede og kunstnerens egne udsagn om det omdiskuterede maleri, kan en stor del af den aktuelle debat finde stof til eftertanke.

http://www.altinget.dk/artikel/her-er-det-nye-portraet-af-helle-thorning

Af Inge Schjødt, april 2017
Komkunst.dk

Anneline Schjødt Pedersen, One Inch Tall – KP 2017.

Grafiker Anneline Schjødt Pedersen kan her i foråret 2017 præsentere sine værker på en stribe markante udstillinger landet rundt. Med fin intuition, arbejdsomhed og mod er det gennem de seneste år lykkedes Anneline Schjødt Pedersen at finde vej for det stærke grafiske talent, og at positionere sig som anerkendt kunstner.

Til KP 2017, Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus er der i år udvalgt tre på én gang sarte og stærke raderinger – Havblik, Østenvinden og One Inch Tall. Det er en sanselig fornemmelse for naturens forunderligheder, der oftest fører grafikerens nål. Motivet vokser frem i en dramatisk tete-a-tete mellem streger og strukturer. Anneline Schjødt Pedersen gør i øvrigt brug af mange forskellige af dybtrykkets teknikker, blandt andet koldnål med direkte skravering i kobber eller zink, stregætsning, blødgrund og akvatinte. Ofte kombineres teknikkerne i det enkelte værk.

Anneline Schjødt Pedersen er som kunstner autodidakt, men som datter af billedkunstneren Arne Aagaard Pedersen (1925- 2012) har hun været i en form for mesterlære. Hendes far har hele vejen igennem været en stor inspirationskilde, og gennem ham lærte hun tidligt, at god kunst kræver vedholdenhed, godt håndværk og hårdt arbejde. Hans fascinationer er gået i arv, hans store viden om kunst og meget andet, hans åbne og undersøgende tilgang til udtryk og motiver og mangesidede brug af materialer har givet hende en enorm appetit og mod til selv at kaste sig ud i billedmageriet. Værksteder og undervisere på bl.a. Holbæk Kunsthøjskole har befordret den kunstneriske kunnen sammen med lysten til at opdage og eksperimentere livskraften frem på papiret.

Anneline Schjødt Pedersen, Havblik, radering, KP 2017.

Hun er født i 1970 og opvokset ved Glyngøre i gå-afstand til Limfjorden. Efter et år på forskolen på Aarhus Kunstakademi valgte hun dog at uddanne sig som bibliotekar med kunst og kunstformidling om speciale. Gennem godt tolv år som vurderingsspecialist i auktionsbranchen håndterede hun utallige kunstværker inden for moderne kunst. Blandt andet gennem arbejdet med registreringerne dér har Anneline Schjødt Pedersen opbygget en betydelig indsigt og viden om kunst, som hun gerne deler ud af.

Anneline Schjødt Pedersen debuterede på KP 2015. Gennem de senere år er milepælene passeret en efter en, hvorved optagelsen i Bkf – Billedkunstnernes Forbund også kom i hus. På Den Censurerede Forårsudstilling i Hillerød har kunstneren netop modtaget 2. prisen for bedste værker.

Ud over KP2017 kan grafiske værker af Anneline Schjødt Pedersen opleves på Kastrupgårdsamlingen, Den sorte skole – Fyns Grafiske Værksteds 40 års jubilæum, indtil 5. juni. På Den Censurerede Forårsudstilling, Annaborg, Hillerød, frem til 17. april. På udstillingen Xperimenter, Grafikken, Fyns Grafiske Værksted, medlemsudstilling, frem til 2. maj, og på Påskeudstilling med Ken Denning, Jens Chr. Jensen og Christian Buur Bangsgaard, Galleri Salshus, Nors, Thy fra 13.- 23. april 2017.

Med et klik på illustrationerne på siden her, får du værkerne at se i en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // KOMKUNST.dk // København, april 2017.

Anneline Schjødt Pedersen, Østenvinden, radering vist på KP2017

Billedkunstner Lars Heiberg (f. 1969) er manden bag værket ’Afterparty’, der for tiden kan ses på Corner 2017 på Sophienholm ved Kgs. Lyngby. Motivet med den døende blomsterbuket i containeren fanger blikket til refleksion.

Afterparty af Lars Heiberg, digitaltegning på papir, 42×32 cm.

Æstetisk smuk er blomsterbukettens forfaldsproces, hvor former forvrides, hvor nogle farver træder stærkere frem, mens andre forsvinder. Motivets kontraster, kors-chaos, natur-plastik, liv-og-død, skærper sanserne. Billedets nutidige digitale udtryk, som, efter sigende fra Charlottenborgs forestående Forårsudstilling, vinder mere og mere frem, gør værket aktuelt. Men her kommer det digitale heldigvis i en hastighed, så beskueren kan være med, uden at komme i mentalt overload. Værket er pågående, pirrende, som flere af Lars Heibergs arbejder, og kunstneren er dermed en af de mest interessante på Cornerudstillingen 2017.

Ord om ord
Genren, den klassiske ’still life’, ’stilleben’ – den må vi se at finde et bedre ord for. Genren er evigt aktuel. Kunstnerne gengiver til stadighed de kulturspor, de ser – hverdagens, gadens, festens opstillinger, men det akademisk tyske stilleben får beskueren til at forstuve tungen, eller til at sende blikket ind ad en hjernevindings tangent, så værkets aflæsningsmuligheder fortabes.
– Kom på banen, Ord-smede, og bring noget brugbart til torvs. Hvad skal vi kalde denne genre?
Ord som snapshots, kulturklip eller culture chats melder sig fra den digitale, filmiske undergrund.
Flere muligheder modtages med TAK.

Good News + Buket af Lars Heiberg, digitaltegninger, 42×32 cm.
Corner 2017.

Lars Heiberg – Modeller.
Corner 2017.

Inside Outside – an invitation, Emmanuel Martini, Senses – fragrances on paper, 2017.

Genboerne går nøgne rundt i lejligheden overfor, som en selvfølge, uden gardiner, uden blufærdighed. Det ville aldrig forekomme i den by, kunstneren kommer fra… Som nyankommen til den danske kultur vælter indtrykkene ind, og det personlige, ubevidste grundlag synes sårbart, skrøbeligt. Som Bambi på glatis kommer man på prøve, og det opleves både overraskende hårdt og samtidig pirrende, udfordrende at skulle lære at omgås menneskene i den nye fremmede hverdag, når kommunikations mulighederne forvandles – eller helt udebliver i storbyens anonymitet.
For franskfødte Gilles Jeronymos gav det anledning til refleksioner, som samtidig med mødet med dansk sprog og kultur, satte en kunstnerisk proces i gang.

Inside Outside – an invitation
Gilles Jeronymos har omsat sine dyrebare erfaringer i egne værker, han har formet et udstillingskoncept og fået mulighed for at invitere en broget flok af andre kunstnere med indenfor. Det er blevet til en intim udstillingsvisit i Galleriet 1. tv. i Willemoesgade 44 på Østerbro, som finder sted kun to søndage i januar.
Hver for sig og sammen giver elleve kunstnere ti bud på en kunstnerisk fortolkning af kulturmødet og omkostningerne ved at skifte opholdssted – uanset om det er selvvalgt – af lykkelige tilfældigheder – eller fordi man er på flugt fra ulykker og fare.

Angelique Sanossian, Wake-up – Have you ever lost faith in humanity – photocollage, 2017.

La Maison de Verre, Gilles Jeronymos på udstillingen Inside Outside – an invitation

I udstillingen indgår værker i forskellige formater. Her er grafik, maleri, illustration, skulptur, installationer med og uden lyd, og fotocollage af syriske Angelique Sanossian, franske Paule Ducourtial, danske Stine Rørbech, Kit Kjølhede, Jeppe Worning, Anja Agnethe Kure & Tim Grabæk, Emmanuel Martini fra Frankrig, Touraj Khosravi fra Iran, og Gilles Jeronymos selv, samt Søren Flygenring Basset – den ene af de to værter i Galleriet 1. tv. For Søren og Mireille Flygenring Basset er det netop det tætte møde og samtalen med kunstnerne, som er baggrunden for galleriets virke. Den ideelle ramme er sat for konceptet INSIDE OUTSIDE – an invitation.

Det er klart udstillingens styrke, at den afspejler det kulturelle kuldegys, oplevet fra flere vinkler. Der er tale om meget mere end det gængse flygtningetema. Værkerne rummer hver sin fortælling om mødet med dansk kultur og kommunikation, her formidlet igennem kunstens facetterede sprog.

Det er mit håb, at dette udstillingskoncept kan komme på tale flere steder i landet.
Den foreløbigt sidste chance er Finisagen på søndag 29. januar kl. 13-16 i Galleriet 1. tv., Willemoesgade 44, 2100 Østerbro.
– God fornøjelse.

Touraj Khosravi – Integration – illustration, coloured print – Limited edition, 2017.

Søren Flygenring Basset – Inside Outside Parade, olie på E.Dahl, 2017.

Kunsten kan man ikke stole på, udtaler tegner, illustrator, billedkunstner Bente Olesen Nyström – med et glimt i øjet under mit interview med hende til Kunstavisen nr. 10/2016. – Eller kan man…? spørger jeg igen.

Bente Olesen Nyström – Aftenhavn. Gouache på papir, 30×40 cm.

Kunsten er det, Bente Olesen Nyström selv har valgt som line i livet, enten den skal ses som sådan én, som solodanseren betræder med største omhu og forsigtighed, eller det er den vilde elastikline for en bungy-jumper, eller måske den usynlige line i den flyvende sommer, som vi ikke kan se begyndelsen eller enden på. – Den, der får fantasien til at fortsætte mod det ukendte, det ubevidste, skabelsen selv?
Linen blev tidligt spændt op og meldt klar med en uddannelse fra Kunsthåndværkerskolen København. Efter mange års arbejde som tegner og illustrator er adskillige milepæle passeret.

Det stærkeste kendetegn for Bente Olesen Nyströms forhold til kunsten er FRIHED. Den har hun holdt fast ved gennem ikke mindre end 267 malerier og foreløbigt 7 billedbøger. Her bygger hun fantasiens huse og fylder rum og former med alt det, hun har lært at holde af. Gennem mange, mange timers arbejde med at illustrere naturvidenskabelige håndbøger om havets fisk og stuens flora bl.a. for Gyldendals Forlag har hun fået blik for de allerfineste farvekombinationer, strøg og nuancer i den fantastiske verden, som vi mennesker betræder. Hun har set frøerne danse, hun har set fossilerne smile tilbage til os fra stenene på stranden, og muslingernes perlemorsdragter. Hun har fået mulighed for at kigge mange kulturer i kortene og har brugt, hvad hun har set i sine maleriers galaktiske universer, naturprægede scenerier og ikke mindst i de 7 billedbøgers vidunderfulde fortællinger for voksne og børn.
I bogen om Hr. Alting ligger Solvognen som et stykke forladt legetøj på gulvtæppet, og fiskene dukker op de mest uventede steder. I Velkommen Hjem, historien om den hvide hund og Kongen, gælder det om at følge ledetråden, og se godt efter sporene på vejen. Det ses, at kunstneren morer sig undervejs, netop over de friheder, hun kan tage sig, mens værkerne vokser frem på papiret.
– Det kommer nu sjældent alt for nemt, siger Bente Olesen Nyström om sin proces. Et helt års arbejde er der i sådan en billedbog med tolv-fjorten opslag, fortæller hun. Teknikken er gouache på papir, tegnet, prikket og malet med de allerfineste pensler. Det kræver en rolig hånd.
Men livsbegejstringen er stor, og så gør det ikke så meget, at der skal baskes med vingerne. Det har hun gjort, Bente Olesen Nyström. Meget fortjent har hun modtaget adskillige legater og priser for sit arbejde.

Bente Olesen Nyström er medlem af BKF, Forfatterforeningens Illustratorgruppe, kunstnerkredsen Figuration og Cirrus-Surrealisterne, som netop har fejret 50 års jubilæum.

Læs hele interviewet i Kunstavisen nr. 10/2016 og se CV med mere www.cirrus-kunstnergruppen.dk

Af Inge Schjødt, November 2016.

Bente Olesen Nyström, Det uendelige hus, gouache på papir, 62 x 90 cm

Hr. Alting i Ørkenen – fra billedbogen “Hr. Alting”, Gyldendal, 2006

Mette Rishøj – ROYAL FLUSH 2016, akryl på lærred 170×205. Foto Thomas Petri

Symbolladede parafraser over ikonisk arkitektur er et af maleren Mette Rishøjs kendetegn. Hun udelader menneskelige figurer, mens hun twister farveskalaen, strammer op og skaber et  kontrastfuldt udtryk. Konflikter er der i Opstandelse ved Marmorkirken, i Fædreland ved Christiansborg, samt i Playfullness i Tivoli og ikke mindst over Royal Flush med Dronningens Amalienborg, hvor skyerne svovldryppende fylder synsfeltet for høj og lav.

Mette Rishøj deler en velkomponeret dobbelt solo med Anne Torpe hos Galleri Egelund i Bredgade, hvor begge kunstnere kommer til deres ret i al deres forskellighed. Torpe med undersøgende, spejlende silhuetter af hjemligt kendte elementer og Rishøj, råt for usødet, som hun ser byen.
– Det er ren KATHARSIS, det er opera for øjnene, når historiekritikken og de maleriske benspænd afsyrer synsfeltet og får samtalen i gang.

Med Rishøjs værker lader vi tankerne gå til modellerne for de royale rytterstatuer og til alle, som har ansvar for fremtiden i dette land.

Udstillingen er netop forlænget til 29. oktober 2016.

Læs mere om Mette Rishøj her på siden
Portrætartikel i North Art Magazine nr 152

Byens Scene af Mette Rishøj 2015

Anne Torpe OPSTILLING med planter, og Mette Rishøj ROYAL FLUSH – på OPSTALT – dobbelt solo 2016. Privatfoto.

Mette Rishøj – OPSTANDELSE 2016, akryl på lærred, 150×155 cm. Foto Thomas Petri

Astrid Marie Christiansen og Erland Knudssøn Madsen – PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, 2016. Foto Tor Bagger

Interview med Astrid Marie Christiansen

Ned i en lavloftet kælder på Frederiksberg går jeg, gennem et stort atelier med remedier og rekvisitter alle vegne, hen til glasdøren, hvor Astrid Marie Christiansen byder indenfor i et lyst rum. Hendes kunstneriske baggrund vil jeg gerne høre mere om. Ikke mindst efter åbningen af udstillingen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, som hun deler med billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, en kunstner jeg genkender fra THY. Mens vi kigger på fotos af udstillingen kan jeg forstå, at Astrid Marie Christiansen er ret glad for udfaldet af deres kunstnermøde.
– Vi har en familiaritet i undersøgelsen af grænselandet mellem maleri og skulptur. Her kommer det bombastiske op mod det sarte, siger hun. – Hvor jeg står med noget let, som har et tungt udtryk, så kan Erland Knudssøn Madsens værker se bombastiske ud, men også de er lette, og virker som om de flyver, fortæller hun om mødet med EKMs Sommerfuglerester og Vækstmålere. Begge kunstnere har en udsøgt sans for materiale, farve og arbejdet med det formelle.

Astrid Marie Christiansen er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006-2012.
– Jeg startede figurativt med at gengive ting, der var i mit hjem. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg gik mere op i baggrunde udenom tingene, tapeterne, referencerne, og så kom baggrundene i forgrunden. Derudover stod jeg med en problematik, som alle andre malere vist også står overfor: Hvad gør man ved siderne på lærrederne? Kanterne?
– Så begyndte jeg at bygge mine egne rammer, og billederne blev mere og mere enkle, rent malerisk. Rammerne skiftede form, så kanterne blev mere fremtrædende, og formerne skiftede på lærrederne og blev til forløb med fejl, jeg søger at rette op på i maleriet.

DEN, der forstår kontorartikler
Astrid Marie Christiansen viser mig en bog om industrielt design.
– Det er for den, som forstår kontorartikler, siger hun, og omgående deler jeg passionen ved de viste bykort, trafikkort, logo-design, plakat-design og så videre. Jeg er en af dem, som falder i staver over notesbøger, og køber mig fattig i arkivpap fra Ikea. Jeg elsker mixed media, collage og papir. Jeg elsker papirets tørhed, sammensatheden i de forskellige kvaliteter, og farvespillet hvor svagt, det end er, når der er tale om hvidt-i-hvidt, gråtoneskalaer med striber i knaldrødt, sort, orange og grønt. Jeg når ikke at sige det højt, men amerikanske Viktor IV, bosat på flåder i Amsterdam, er blandt mine yndlingskunstnere, for med sine drivtømmerværker og sine logbogsblade kombinerede han det stoflige, det grafiske og det der med tid.
På de hvide vægge i Vrå hænger tre store værker med let kryptiske titler: An hour of Sunshine in 1977 og Two weeks of Sunshine samt DDR Palette (Hopeful). De er malet med akryl, kaffe, grafit og lak på lærred.
– Jeg har kigget rigtigt meget på 5-døgnsprognoser og matematik, på illustrationerne i en bog om kemiske opstillinger, det fascineres jeg af. Tydeligvis indeholder det viden, noget potentiale…
– Jeg fandt ud af, at her fik jeg lektier for, forklarer Astrid Marie Christiansen.

De smukke farveskalaer i dine værker, hvor kommer de fra?
– De handler helt klart om noget med TID – den tid, det tager at male dem, og den fortælling, der ligger i hver enkelt, svarer Astrid Marie Christiansen, og viser mig eksempler på den udsmykningsopgave, hun er i gang med. Et værk, som skal blive over 20 meter langt til Bispebjerg Hospital.
– Det er rart at stå med. Det er noget, jeg virkelig nyder: at male felt efter felt, fortæller Astrid Marie Christiansen og viser hvor fin en farvegraduering hun bruger.

– Jeg har gået på Laboratoriet for lys og farve på Akademiet. Det var ret teknisk, bl.a. diskussionerne om Newtons farvespektrum og Goethes farvelære, men jeg gør det helt instinktivt – sammenstiller komplementærfarver, fordi det virker.

Astrid Marie Christiansen og Erland Knudssøn Madsen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, 2016. Foto Tor Bagger

På udstillingen i Kunstbygningen i Vrå har Astrid Marie Christiansen lagt rustbemalede lærreder ned ad væggen og hen ad murstensgulvet, og med værket Adjusted (Malajusted) tager hun en tørn med de stedspecifikke betingelser. Noget, der er et særkende for Astrid Marie Christiansens tilgang.
– Gulvet her, det var jeg nødt til at påtale. Med materialevalget og de blå indslag lægger det op til en dialog med Erland Knudssøn Madsens arbejder, hvoraf nogle har de samme rust-brunematerialer, og så naturens blå.

Blandt sine inspirationskilder nævner Astrid Marie Christiansen installationskunstnere som amerikanske Jessica Stokholder og britiske Rachel Whiteread, og den canadisk fødte, og noget tidligere minimalistiske og abstrakt ekspressionistiske tegner og maler Agnes Martin, som arbejdede med mønstre, strukturerer.

– Stokholder skaber installationer med garn og maler på ting. Hun undersøger, hvor meget man kan strække maleriet – hvornår holder det op med at være maleri. Jeg kigger udpræget på folk (andre kunstnere), der har et humoristisk udtryk og syn på kunst, og ligeså meget på, hvad de siger, forklarer Astrid Marie Christiansen, som også selv værdsætter et skævt forundringssmil fra sit publikum.

Astrid Marie Christiansen An Hour of Sunshine (bagest) og Two weeks of Sunshine (th) – (forrest) Klenodie og (tv) Vækstmåler af Erland Knudssøn Madsen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, 2016. Foto Tor Bagger

Jeg går glad fra Astrid Marie Christiansens værksted. Jeg har oplevet, at hun går i dybden med sin udforskning og generøst deler ud af sine opdagelser om skabelsens potentiale – omsat i værker af stor skønhed. Det er slet ikke så ringe endda, som de siger, de nordjyder.

– Inge Schjødt, komkunst.dk – 16. oktober 2016.

Jonna Pedersen – Jørgens Autohal 014, akryl på lærred, 110×140.

Snart er det 4. kvartal, og budgettet skal tjekkes. Er der ubrugte, frie midler, så er her råd til udsmykning. Men hvorfor vælge dette frem for så meget andet?
Æstetiske rammer giver mental tryghed, skaber genkendelighed i en travl hverdag, giver kroppen pauser. En udsmykning fungerer som et åndehul. Det er bl.a. derfor, at mange sætter billeder af børnene på skrivebordet eller på den private opslagstavle på skabslågen – eller sætter pinup-kalenderen på væggen ude i værkstedet. Skønhed – om den er kvindelig eller ej – fungerer som mental rensning af sindet, som stimulation, kort sagt som batterioplader. Derfor prioriteres udsmykninger også på de nye supersygehuse.

Dygtige billedkunstnere i mit netværk sælger ud af værker, som er velegnede som udsmykning, fx på et uddannelsessted eller i en privat virksomhed. I serien ’Jørgens Autohal’ har Jonna Pedersen hentet hverdagens æstetik i et godt, slidt autoværksted og skabt sine figurative abstraktioner. Et råd her fra KOMKUNST.dk er at give nye generationer af mekanikere, teknikere, produktionsfolk noget godt at se på. Det giver ballast i en livlig hverdag.

Særligt de unge har brug for kvalitet i den billedstrøm, de eksponeres for. Maleriet her har været udlånt til organisationen Headspace, som i Rødovre åbnede det første af seks væresteder – ikke med slidte plakater i grimme skifterammer på væggene, men med en formidabel ophængning af original kunst på væggene, takket være et velvilligt samarbejde mellem ledelsen på Headspace og billedkunstnerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen. Desværre var der et begrænset budget, så billedet her blev ikke hængende i møderummet. Men to andre værker blev doneret af kunstnerne. De to kunstnere har siden leveret kunst til en stribe bosteder for socialt udsatte, hvor lederne ønsker at give tryghed og skabe en hjemlig ramme. Efterskoler, uddannelsessteder og andre virksomheder opfordres hermed til at anvende budgetrester til kunstnerisk udsmykning. Æstetik går ind i krop og sind.
Der er Åbent Atelier den 25.09. kl. 14-17 hos Eriksen og Pedersen på Blistrupvej 14, 2610 Rødovre.